Landemode-
beretning 2026

I sommer havde jeg glæden af, sammen med mange andre, at aflægge et besøg på Skagen Museum. Det er et dejligt museum med mange af de gode og betydningsfulde malerier af skagensmalerne.

Jeg har været der før, og hver gang er der noget, der særligt fanger interessen. Denne gang var det Michael Anchers monumentale maleri ”Den Druknede” fra 1896. 

Anledningen til maleriet i sin tid var redningsmanden Lars Kruses død, og maleriet var i øvrigt et af de første, det nyåbnede museum i sin tid erhvervede til sin samling. Det er den historiske kontekst. 

For med os på museet var en dygtig guide, der levende fortalte om værkerne, og her sagde hun blandt andet, at værket i sin tid vakte nogen opstand, da alene dets størrelse ellers skulle tale om, at det var et billede af en kongelig eller en gud. Og her var et menneske. En død fisker.

Det er også sandt. Men hvad nu hvis der også er mere i det?

For fiskeren ligger på bordet som et dødt menneske. Som en Kristus nedtaget fra korset. Og når man først ser dette, så dukker der alle mulige billeder op i maleriet. For omkring står mændene som disciplene på afstand. Betragtende efter at have fulgt ham. Og tæt på er tre personer. To kvinder og en ung dreng. Og den ene af kvinderne er sågar uden tørklæde om sit hoved. Hun har blottet sit hår. 

Er hun en Maria Magdalene, og er den anden kvinde den anden Maria, som evangelierne taler om? Og den unge mand, som er uden skæg? Det er en klassisk måde at male Johannes på.

Det er et Kristus-billede også.

Og man kan blive ved med at se på det, for ovenover den druknede hænger tre glaskugler i klynge, som en treenighed, der stadig våger over den korsnedtagne. 

Og så væsentligst af alt: i billedets nederste venstre hjørne står en tom stol. Det kan selvfølgelig være den forladte stol, som den druknede ellers skulle sidde i. Men det kunne også være en hentydning til Grundtvigs ord fra salmen ”At sige verden ret farvel”:

O, lad mig i min sidste stund

det høre af din egen mund,

som Ånd og liv kan tale,

hvor godt der er i Himmeriget,

og at du stol har sat til mig

i dine lyse sale!

Stolen i billedets venstre side er et billede på frelsen. Døden er knugende nærværende. Men stolen står der som en tilsigelse om Guds nåde og genoprejsning af den nedbrudte.

Alt dette blot for at sige, at opgaven måske er at finde Kristus-forkyndelsen i vores fælles liv. At finde og at pege på det forhold, der gør, at erfaringen kan knyttes an til evangeliets ord om håb og trøst. 

Det er også folkekirkens opgave. I alt det praktiske hverdagsarbejde i sogn, provsti og stift hele tiden at have dette for øje: at arbejdet og forkyndelsen skal knytte an til de erfaringer, vi gør os, og som giver krop til forkyndelsen af Guds ord.

Tre områder

På tre områder har stiftet været særligt optaget de seneste år. Tre områder, som alle finder deres foreløbige afslutning i løbet af det kommende års tid.

Siden 2023 har Aalborg Stift administreret dåbskommissionens arbejde. Kommissionen blev i sin tid nedsat af regeringen på anmodning af biskopperne. Den har som opgave at undersøge gængs dåbspraksis og måske derved at udarbejde et nyt, samlet dåbsritual for den danske folkekirke.

Til det formål udsendte kommissionen efter to års arbejde i foråret 2025 tre ritualmodeller samt en dåbsrapport. Her slog kommissionen fast, at Guds barn bliver man i dåben: altså ved mødet med Kristus i sakramenterne, men at dette møde kan have forskellige – også sproglige – udtryk i ritualet. 

Det forsøgte kommissionen at fange i de tre ritualmodeller, og efter en omfattende folkelig høring samt ligeledes omfattende debat i 2025 kunne kommissionen konstatere, at den havde modtaget i omegnen af 2300 høringssvar, hvilket er en af de største responser, en regeringsnedsat kommission har modtaget. Alene det vidner om stor interesse for kirke og ritual i dagens Danmark.

Langt størsteparten af høringssvarene fordeler sig inden for de tre ritualer, hvilket vidner om, at kommissionen er lykkedes med at beskrive dåbspraksis i folkekirken, som den findes nu.

Svarene vidner om en glæde ved det nuværende ritual samt en vis lyst til at udvide ritualet med for eksempel kort tilspørgsel og enkelte andre læsninger og kollekter. Og inden for rammen af en luthersk teologi.

Der har ligeledes været interesse for at læse høringssvarene, og vi har modtaget en del henvendelser vedrørende aktindsigt i disse.

Stiftsadministrationen skal her have en stor tak for håndtering af dette arbejde, som til tider har været ret omfattende. Man skal huske, at svarene er indsamlet for at oplyse kommissionen om dåbspraksis og dåbsteologi. De er ikke indsamlet med henblik på offentliggørelse og er omfattet af GDPR-reglerne. Således gives der aktindsigt i høringssvarene med den forudsætning, at reglerne på området overholdes.

Kommissionen skal have afsluttet sit arbejde senest 31. marts 2027, og man kan ikke forvente et svar på mere og andet inden da. Man må have tålmodighed med, at kommissionen udfører sit pålagte arbejde. 

Når kommissionens endelige betænkning er afleveret til Sundheds- og Kirkeministeriet, så er stiftets engagement i arbejdet også til ende. Hvad der sker derefter, ligger hos minister, biskopper og i sidste ende hos Hans Majestæt Kongen.

Et andet stort projekt i Aalborg Stift er det omfattende strukturarbejde, som stiftsrådet har sat i værk, og som ledes dygtigt af Mette Olesen. Her skal lyde en tak til Mette for flot og indsigtsfuldt arbejde. 

Den første tid gik med analysearbejde af både økonomiske, demografiske og kirkelige forhold, og dernæst gik arbejdet i gang med at beskrive stiftets strategi.

De seneste 30 år er det øvrige offentlige område flyttet ind mod de store byer. Hvis folkekirken blot fulgte med denne bevægelse, så havde vi ikke behøvet en strategi. Så kunne vi blot lægge os i kølvandet af denne centraliserende bevægelse. Men det vil vi ikke. 

Vi vil også være en folkekirke lokalt. Det er den eneste måde, folkekirken kan opfylde sin opgave på. Folkekirken skal være til stede i områder, hvor lokalområdet er blevet større. Det skal vi tage højde for. Og i områder, hvor lokalområdet er blevet langt tættere befolket. 

Vi skal være til stede, men ikke nødvendigvis på samme måde overalt. Det er ikke planen, at alt skal udføres på samme tid, men i tide. Og til det behøver vi en strategi. For at kunne træffe beslutninger, som betyder, at vi også er folkekirke om ti, tyve og tredive år.

Strategiens pejlemærker skal hjælpe med at træffe gode beslutninger i stiftet som helhed. Det handler både om forkyndelse, rekruttering i bredeste forstand (præster, personale og menighedsråd) og arbejdsmiljø. Det sidste kommer jeg tilbage til.

Strategien blev tiltrådt af stiftsrådet i begyndelsen af september, og i begyndelsen af oktober holder vi møde med provstiudvalgene. Derefter er den klar til en større offentliggørelse. 

Året afrundes med fire stormøder for menighedsrådene i stiftet, hvor strategien ligeledes præsenteres. Både menighedsråd og provstiudvalg bliver ledelsesmæssige omdrejningspunkter for det strategiske arbejde. Men allerede nu er der selvfølgelig ting i gang. 

Provstestillingerne i Thisted og Brønderslev er flyttet ind til Thisted by og Brønderslev by. Det er de dels for at give flere kræfter til provstearbejde, dels for at give de mindre lokalområder flere pastorale kræfter. Og i Thisted Kommune er en større provstisammenlægning i gang foranlediget af provstevakance i Sydthy Provsti. 

Vi regner med et samlet provsti i Thisted Kommune mod nu to provstier. Her skal provst Lisbeth Damgren have en stor tak samt ikke mindst de to provstiudvalg, som er gået både dygtigt og imponerende til arbejdet. Mette Olesen har i øvrigt fungeret som facilitator på opgaven.

Endelig har vi i tråd med provstiets egen strategiplan skabt et samlet pastorat på Sydmors. Også her skal provst, præster og menighedsråd takkes for den gode opgaveløsning.

Det tredje område er arbejdsmiljø, hvor projektleder Martin Jørgensen kompetent har arbejdet med en samlet arbejdsmiljøplan for folkekirken på tværs af og sammen med de to ledelsesstrenge. 

Det er særligt det psykiske arbejdsmiljø, der har været fokus på, og herunder det, man kalder psykologisk tryghed.

Det handler i høj grad også om, at vi i folkekirken trækker på samme hammel. Uanset om vi er præster, arbejder i sognegårdene eller er grønne udenfor, så er vi en del af samme organisation og en del af samme opgave på hver vores måde. Vi er sammen om opgaven. 

Martin Jørgensen er i gang med at fremstille videoer, som man kan anvende i sit lokale arbejdsmiljøfokus, og der skal herfra lyde en opfordring til, at man bruger det gode materiale, når det er klar.

For tiden arbejdes der også med en række temadage om forebyggelse og trivsel, som tager udgangspunkt i en ny forebyggelsesmodel, der skal styrke arbejdet med det psykiske arbejdsmiljø i sognene.

Folkekirken i tiden

Aalborg stift har nu en medlemsprocent på 79,9. Hvis vi kun medregner medlemmer af dansk oprindelse, er procenten 88. 

Jeg kan kun gentage, hvad jeg før har sagt: folkekirken er god til at holde på sine medlemmer, men generelt dårlig til at integrere nye borgere, der kommer til landet. Så længe vi er det, vil det medvirke til, at medlemsprocenten falder.

Jeg ved og anerkender med stor glæde, at der foregår godt arbejde rundt om i sognene med lektiecafe for flygtninge og indvandrere, sociale og kirkelige arrangementer, men vi er nødt til hele tiden at have fokus på det i hele stiftet.

Det gælder ikke kun de større byer, men også i de mindre lokalområder, hvor meget arbejdskraft kommer fra indvandrede borgere. Vi skal være folkekirke for alle, hvis vi skal leve op til betegnelsen folkekirke.

At det ikke kun er i de større byer, udfordringen findes, kan ses af dåbsprocenten, som i hele stiftet er 70,1 procent, men som dækker over ret store udsving provstierne imellem. 

Jeg vil bede provstierne og sognene om at have blik for disse to forhold: integration af nye borgere og dåbsprocenten. 

Skal der igangsættes egentlig dåbsopsøgende arbejde? Jeg vil i første omgang tale med provsterne om det og undersøge, om det eventuelt skal koordineres på stiftsniveau.

Folkekirken har heldigvis mange udtryk. Forkyndelsen finder mange udtryk, og det er nødvendigt, når man skal mødes på tværs af generationer og kulturer.

En ting, jeg tit savner i debatten, er generøsitet. Jeg savner generøsitet, når man på de sociale medier støder på videoer eller reels, som det hedder, fra folkekirken, der ikke lige falder i ens egen smag. Nogle gange skal man standse op og fundere lidt over, om man egentlig er målgruppen for det.

Flere aktører i folkekirken arbejder seriøst med nye digitale kommunikationsformer for at nå ud til en bredere målgruppe end dem, der selv finder vej til kirken. Og der er forskel på en 14-årigs kirkelige udtryk og en midaldrendes, som mit eget. 

Folkekirken er nødt til at give plads til udtryksformer, som vi ikke alle nødvendigvis kan finde os selv i. Det kræver generøsitet. Og hvis vi ikke har den, så frygter jeg, at vi ikke kan give et ordentligt svar på de spørgsmål, som tiden stiller til kirke og tro.

Det gælder også i liturgidebatten. Vi er nødt til at give plads til undersøgelse af ritualer uden at vælte folk i grøften. Det bekymrer mig, at vi i debatten er så lidt generøse, for det gør, at vi risikerer ikke at kunne give svar på de spørgsmål, der stilles.

Når det så er sagt, så er behandling af for eksempel sakramenterne i kirkens praksis ikke for sjov. Her skal vi behandle dem med ordentlighed og værdighed og efter Ritualbogen. Det er mig meget afgørende at få dette slået fast. Men i den fælles samtale er vi nødt til at give plads til hinanden. Det kræver generøsitet og forståelse for, at man ikke altid er målgruppen for den kommunikation, der finder sted.

Folkekirken fik i forsommeren ny minister: Ida Auken. Jeg glæder mig til samarbejdet med en engageret og vidende minister på området. Regeringen har ikke i sit regeringsgrundlag prioriteret folkekirken, hvilket for mig er ret klart: vi har i den forgangne periode både fået ny menighedsrådslov og økonomilov. Nu skal det implementeres og få lov til at virke.

To samarbejdsområder

To områder, som der samarbejdes med, er Folkekirkens Hus og Vestervig Kirkemusikskole. Det er to områder, som ikke er en egentlig del af stiftets styring, men som betyder en del for arbejdet og for stiftets samlede udtryk.

Folkekirkens Hus skiftede sidste år ledelse, og en enig bestyrelse ansatte Hanne Dahl, der ikke alene har videreført det gode arbejde, der var sat i søen, men også har videreudviklet og nytænkt det. Tak for det.

Senest har vi her i september fejret husets ti års jubilæum med stor tilslutning til de mange arrangementer og med en fornøjelig festaften.

Jeg vil gerne gentage det, jeg sagde i talen ved festaftenen, at hvis vi ikke havde haft Folkekirkens Hus, var vi nødt til at opfinde det. 

Her sættes menneskelivet i relief, og her taler vi om de afgørende forhold, som menneskelivet stiller os overfor. Det er folkekirkens opgave også at bidrage til oplysningen om menneskelivet i alle forhold, og det sker her i både ord, toner og musik og på tværs af generationer.

I sommer havde jeg selv glæden af her i huset at stå for ”Biskoppens Sommerhøjskole” under titlen ”Det sidste ord er aldrig sagt”, som netop peger på, at der altid er mere at sige om vores liv og om vores død. 

Vi kan selv aldrig fortælle os færdige. Det er et udtryk for Guds nåde. 

Højskolen samlede folk fra stiftet og fra hele landet og sågar fra Sverige. Og både stiftsrådet og Folkekirkens Hus skal takkes for bidrag.

Et andet samarbejdsområde er som sagt Vestervig Kirkemusikskole, som ud over afdelingen i Vestervig også har afdeling i Aalborg, faktisk her i Folkekirkens Hus, hvor de er en væsentlig del af husets liv - samt i Aarhus. 

Her uddannes kirkemusikkere til hele kirken, og menighedsrådene kan kun opfordres til at sende deres ansatte på grunduddannelse eller videreuddannelse på skolen. Vi har brug for gode folk på musikkens område, for musikken er en væsentlig del af en luthersk kirkes udtryk.

Der skal lyde en tak til rektor Martin Gade for samarbejdet. Og senest med det vellykkede todages-arrangement i Vestervig under titlen ”Musik og Kirke”, som satte kirkemusik og liturgi under lup. 

Det var et fornemt arrangement, som også betyder noget for stiftet. Spændende var det, at vi ikke fik en helt tydelig definition på, hvad kirkemusik egentlig er. Det må vi, med Paulus ord, vist tale mere om en anden gang.

Præsterekruttering

Sammen med rekruttering af kirkemusikere og menighedsråd er præsterekruttering af afgørende betydning og noget, vi hele tiden har for øje. 

Gennem flere år har vi arbejdet med spørgsmålet, og i 2021 søsattes den nye treårige uddannelse kaldet § 1a, som er en overbygning på en allerede gennemført akademisk uddannelse. 

Ligeledes uddannes der stadig § 2-præster, men det er betydeligt færre, da der er et klart også politisk ønske om, at man går den nye vej, medmindre man tager den klassiske teologuddannelse på universitetet, som stadig er kongevejen til præsteembedet.

Det ser bedre ud. Vi får flere ansøgere, og vi har færre genopslag nu, selvom det stadig kan opleves rundt om i sognene, at der ingen kvalificeret ansøger er til et embede. Præstemanglen er på ingen måder afblæst, men det ser som sagt lidt bedre ud. 

Vi er samtidig nødt til at skabe præsteembeder, som også er attraktive, og det er en del af både strukturprojektets og arbejdsmiljøprojektets fokus.

Et oftere og oftere tilbagevendende problem er præstebevillingen. Også i år har vi været nødt til at bremse op for nyansættelser og vikarer. Det er meget utilfredsstillende. Vi har allerede vakancer i ledige embeder på tolv uger i lighed med de andre stifter. 

Udfordringen er todelt: dels skal vi have meget bedre redskaber til at styre præstebevillingen, der er afhængig af finanslovens 40 procent bidrag til præsterne, og som der skal styres efter. Dels skal vi bruge hele bevillingen, hvilket vil sige, at vi skal så tæt på 100 procent forbrug som muligt. Det er et klart ønske fra partnerne. 

Nu er bevillingen overskredet med en halv procent. En halv procent ud af 100 millioner. Det er svært at styre så tæt, men det skal lade sig gøre. 

Og endelig bliver det mere og mere tydeligt, at der er for få midler i bevillingen. Det er vi også nødt til at gøre noget ved. Enten ved at få tilført flere midler, hvilket er et klart politisk spørgsmål, eller ved at omstrukturere fællesfondens formål. Præstebevillingen er for mig at se en af fællesfondens væsentligste opgaver.

Tak

Der skal lyde tak til alle i Aalborg stift for at arbejde med den fælles opgave: at forkynde evangeliet til håb og til trøst.

Tak til menighedsrådene, som er med til at fastholde folkekirken og arbejdet med det lokale præg, som er så afgørende. Tak for jeres store engagement ved præsteansættelser. Det vidner om stor forståelse.

Tak til sognenes gode personale og til præsterne for arbejdsglæde og iderigdom. Det kan simpelthen ikke påskønnes nok.

Tak til provsterne for med- og modspil og for vilje til at lede stiftet sammen. Det sætter jeg meget stor pris på.

Tak til hele stiftsadministrationen, som jo også er en stor del af mit og min families liv. Tak for glæde og dygtighed. Endnu engang tak til stiftskontorchef Helle Hindsholm.

Endelig en tak til stiftsamtmand Trine Hede, der desværre var forhindret i at være her i dag på grund af uopsættelige opgaver i Ankestyrelsen. Jeg ved, at jeg skal hilse fra hende, og jeg kan kun påskønne vores samarbejde.

Og så en tak til Folkekirkens Hus for at huse os her i dag, og til de frivillige, som gør et stort arbejde, og uden hvilket huset slet ikke kunne køre.

Indtil foråret i år havde Aalborg stift 331 kirker. Men i foråret blev den nye kirke på Universitetshospitalet indviet og derved taget i brug. Så nu har vi 332 kirker. 

Kirkerummet er fornemt udsmykket af billedhugger Bjørn Nørgaard. Midt i rummet, ved den ene væg, står en betonsøjle, som danner baggrund for alteret. Den søjle var en del af byggeriet og var således et benspænd for kirkerummets udsmykning. Til tider er det godt at have benspænd, for det forhindrer, at man blot sejler videre i sin egen sø. 

Bjørn Nørgaard har brugt søjlen som altertavle, hvorom der er omviklet både en dna-streng og en jakobsstige. Søjlen er beklædt med platin, men den er også markeret med tre nagler. Tre korsnagler. Vi ser ikke Kristus, men vi ser sporene efter ham. Han hænger der, og vi skal se ham.

Måske er det netop opgaven i forlængelse af både Michael Anchers maleri og nu Bjørn Nørgaard: at vi skal se Kristus. Se Kristus for dig. 

Det er den vedvarende opgave for folkekirken: at se og erfare, at vi lever under nåden. At se Kristus i den døde fisker. At se Kristus i søjlens nagler. At pege som Luther på predellaen på altertavlen i Wittenberg på den korsfæstede og opstandne, og se nåden erfaringsnær.

Folkekirken har altid været i livets midte. Og har sejlet livets storme. Hvis folkekirken ikke støder an, så er den blevet tandløs. 

Vi må sige, at alene hen over sommeren stod folkekirken tydeligt i debatten, om det så var en præst på Christiansborg eller kristendommens betydning for folkestyret. 

Folkekirken er på ingen måder uden betydning. Det giver knubs, men hellere det end at være uden betydning og kun være en pyntepude. Det er folkekirken ikke. Og tak for det. 

Så lad os derfor afslutte med ordene fra Peter Dass:

O Gud, som har din kirke

grundfæst på dette sted,

du selv alt godt udvirke

her i din menighed!

Lad her os i dit hus

i troskab mod dig vandre

og følge ordets lys!

Peter Dass, 1704