Forleden var jeg på en tur ud i stiftet, og jeg gjorde holdt ved en af vores middelalderkirker, der nærmest står og lyser i landskabet mellem kornmarker og skovbryn. Det var tidlig formiddag, men dagen var allerede varm, og på kirkegården var der endnu ikke nogen mennesker.
Det var en pæn og velholdt kirkegård, og som altid var der også nogle spændende gravsten og indretninger, som man lige kunne kaste et blik på. Jeg gik op mod den lille kirke, hvor døren var åben, og det er simpelthen en glæde, at døren næsten altid er åben i kirkerne. De indbyder til besøg.
Allerede da jeg trådte ind i det kølige våbenhus, kunne jeg fornemme en duft af den gamle kirke. Det er forunderligt, som kirkerne har den samme luft. Der er for mig en fortrolig og velkendt atmosfære i kirkerne, som vækker både tryghed og, sandelig, også minder om gode stunder og folk, som har betydet meget for mig, og som nu er borte, men sandelig nærværende i kirkens rum.
Alt dette bringer kirkens rum med sig.
Kirkerummet lignede umiddelbart andre kirkerum, men var samtidig helt sig selv. Der var orgel, kirkebænke, døbefont, alterbord og prædikestol, som i andre kirker, men samtidig havde de selvfølgelig deres eget præg og sammensætning.
Der er både en sammenhæng og en enkelhed i disse kirkerum, som jeg ikke kender andre steder fra. Alle de mange kirker, der er spredt rundt om i vores land, er en mægtig kulturarv og en levende kulturarv. Her holdes stadig gudstjeneste, børn bæres til dåben, og vores kære til graven.
Hver enkelt dåb eller hver enkelt begravelse har sin egen betydning og sit særpræg, men indgår også i en række af lignende handlinger. Derfor bærer kirkerne på samme tid både sammenhæng og individualitet.
Jeg stod stille i det kølige kirkerum midt i sommervarmen og lod blikket vandre rundt i rummet. Kirkerum kan nærmest fortælle historie. Altertavlen var måske ikke stor kunst, men der var en ordentlighed omkring det, der gjorde det hele større.
Når man kører rundt i sommerlandet, kan man træde ind og lade sig fortælle i netop det rum. Og på kirkegården kan man måske endog få sig en kort snak med graveren om netop denne kirkegårds særpræg.
Det er en god oplevelse lige at holde ind på en hverdag ved en af vores kirker. Tage en pause og lade sig fortælle. Det skal man gøre midt i sommerens lyse tid. Og også deltage i en gudstjeneste en kølig søndag morgen, hvor varmen endnu ikke har fået fat, og hvor sindet endog kan rumme musik og ord, inden solen står for højt på himlen. Det er gode kirker, vi har. De fortæller vores historie sammen og hver for sig.
God sommer!
Thomas Reinholdt Rasmussen
Biskop