Natten mellem 3. og 4. februar 1825 bryder Vesterhavet gennem Agger tange. Først dannes Agger Kanal og siden Thyborøn Kanal.
I et større perspektiv blev Limfjorden til et sund. Den var ikke længere en fjord, men var så at sige åben i begge ender – både mod vest og mod øst.
Men vi bliver nu ved med at kalde den for Limfjorden. Det er sådan, vi kender den, og det er sådan, den er en del af os. Limfjorden med alle dens sunde, bælter, vige og små fjorde.
Hans Edvard Nørregaard-Nielsen siger i sit pragtværk om fjorden, at sådan gentager Limfjorden Danmark. Limfjorden er en genskrivning af landet. Limfjorden fortæller Danmark.
Og hver del af fjorden har sin historie: Thøger Larsen og den blide sommernat omkring Lemvig. Skjoldborg højere oppe, og J.P. Jacobsen ved Thisted. Jeppe Aakjær på Jenle længere inde i fjorden, hvor vi også finder Johannes V. Jensen. Og han skriver om Mikkel Thøgersen i Kongens Fald, og lader ham komme op til fjorden igen, midt i, som han siger det, ”høhøstens tid”. I nåde og fylde. Der, hvor landet er mildest og fedest.
Der er nok af historie rundt om fjorden, og kirkerne står med Vestervig knejsende i vest, som mærker rundt om fjordens skiftende vande, og påminder os om, at der er en historie, der går forud for os og som er større end os, men dog også fortæller os større.
Guds historie med os mennesker. En nådefuld historie. En historie, som også har sat sig dybe spor i malerkunst og litteratur. Sammenhængen mellem kirke, tro og folk rundt om fjorden.
Og Limfjorden har det blå humør, som vi synger om. Som biskop bevæger jeg mig rundt i stiftet hele tiden, rundt om fjorden, og hele tiden skifter fjorden farve. Den ene dag er den blå, den næste grøn, så brun og så sort en vintermorgen.
Engang et forår så jeg fjorden så lavvandet, som jeg aldrig havde set den før. Der var tørt land langt ud i fjorden. Jeg talte med en ældre mand fra Thy, der dog kunne fortælle mig, at det aldrig regner på fjordbund. For inden regnen kommer, falder barometeret, og så kommer vandet tilbage. Det regner aldrig på fjordbund.
Barometeret må også været faldet 3. februar 1825 – 200 år siden i år - hvor tangen her blev gennembrudt, og fjorden pludselig stod i sammenhæng med Vesterhavet. Et gennembrud.
Det må have været et skue uden lige. Vandet, der brødes med vand, og stormen, der suste, og land, som forsvandt. Som den skabelsesmorgen første mosebog fortæller om med urdybet og Guds ånd, der svæver eller suser hen over vandene. Imponerende og skræmmende på samme tid. Flot og frygtindgydende.
For skaberværket er ikke kun skønt og indbydende. Det er også truende og tvetydigt. Livet rummer ikke kun skønne tider, men også sorgfulde stunder. Både glæde og rædsel, og man kan ikke bygge sig en salighed på skaberværket alene. Det bliver for tvetydigt og for mangefacetteret. Der kan vi ikke finde til ro.
En af de mest kendte fortællinger fra Det nye Testamente indeholder vandet og stormen, underet og skrækken. Det er evangeliet, vi hørte hos Matthæus om disciplene ude på søen i båden, og bølgerne er store og vejret er hårdt. Sikkert som den nat i 1825, hvor stormfloden ramte og over 800 mennesker omkom op langs med kysten fra Holland og herop. Alt blev kastet hid og did, og Steen Steensen Blicher kunne en tre år efter berette om, at alt her oppe stadig var rodet fuldstændigt rundt, og ruiner af huse blot stod i sandet. Kuldkastet.
Og et sådan vejr er disciplene i. De kan ikke finde fast grund i skaberværket. Men pludselig kommer Jesus på bølgerne. En fast grund. Peter træder ud til ham. Han står der, men synker. Han kan ikke fastholde troen midt i det frådende hav. Han synker. Men Jesus tager hans hånd med ordene: ”du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” Peter frelses ikke af sin egen tro og sin egen gerning. Men af Kristus selv.
Det er en fantastisk beretning. En beretning om, at vi ikke kan finde fodfæste i os selv, og slet ikke rykke os ud af dødens favntag selv. Der skal en anden magt til.
Det er den magt, kirkerne rundt om fjorden fortæller om. Ikke en tvetydig og dunkel magt; men en kærlighedens almagt, der rækker os sin frelserhånd i dag og til alle stunde.
Fortæller den hele tiden, fordi vi skal have noget at leve af og med midt i den verden, der kan være både tvetydig og gennembrydende. Overrumplende og pludselig.
Midt i den verden, midt i søens faretruende bølger, står den magt. Kærlighedens almagt i skikkelse af Jesus Kristus.
Det er jo det, vi tror. Verden kan ændre skikkelse og pludselige ting kan ske, som det skete natten mellem 3. og 4. februar 1825.
Pludselig stod Vesterhavet i Limfjorden. Det vendte op og ned på alt, og har sikkert været en begivenhed, som folk kunne tidsfæste fra.
Men midt i den stod ordet om Kristus. Han, som rækker os sin hånd midt i den mørkeste nat og midt i den dybeste sorg og mest udslukkede tro. Han, der slog over dybet sin gyngende bro. Det er jo det, vi tror.
Amen.