Året 2025 er et jubilæumsår. Der er flere jubilæer i år, men særligt et vil jeg gerne fremhæve: det er 200 år siden, at Grundtvig udgav skriftet ”Kirkens Gjenmæle”.
Det udgav han som reaktion på professor H.N. Claussens store værk om katolicismen og protestantismen. Claussens lærde værk var på små 800 sider og Grundtvigs modsvar, som kom to dage efter, var på 30-40 sider. Der er nogen, der har haft travlt. Men der var også afgørende ting på spil
Og derfor er det er et afgørende skrift, Grundtvig her udgivet i 1825. Det er en reaktion på Claussens forestilling om kristentroen, som er en tro på noget, der kun og udelukkende er i fortiden, eller rettere: som er defineret i en fjern fortid, og som en urokkelig størrelse er her nu. Kirken er i Claussens udgave ”fortidsbestemt”.
For at kunne forstå denne kristen tro, så må man have mænd som Claussen til at fortælle og tyde, hvad fortiden indeholder og hvad kirken derfor er. Det skal studeres frem af historien. Derved udlægges det for folket, og Grundtvig kalder det frækt for ”det eksegetiske pavedømme”. Altså at andre skal udgrunde og afgrænse for andre, hvad kirken og troen er.
Troen bliver for Claussen til noget fortidigt, der skal graves op. Troen er for Grundtvig noget nutidigt, der skal mødes.
Det er sammenstødets kerne: Spekulation overfor møde. Teori overfor evangelium.
Grundtvigs reaktion mod Claussen er heftig, og der ryger hårde ord gennem luften, men der står også meget på spil. For Grundtvig at se, er det selve kristentroens kerne.
For det handler om, hvorvidt kristendom er en teori, man skal tænke sig til, eller om det er et møde med den lyslevende Kristus. Og hvis det er noget, man skal tænke sig til, så behøver mennesket gode folk til at oplyse sig. Men i mødet er vi en til en. Eller som det udtrykkes i dagens evangelium: han skal forkynde det for jer.
Grundtvig må derfor fastholde, at kristendom er et møde mellem os og Gud i Jesus Kristus, og det møde finder ikke sted ved at spekulere sig ind i en fjern fortid, men ved at møde Kristus i dåbens vand og nadverens brød og vin. Her er kirken til stede. Her Kristus til stede. Lyslevende. Ikke som begravet i fortiden, men som opstanden i nutiden. Lyslevende tilstede her og nu.
Kristendom er et møde. Kristendom er en tilsigelse af nåde til dig og til mig her og nu. Derfor er evangeliet altid et møde nu. Det er ikke en teori om verden og dens frelse. Det er et møde med dig og mig her og nu.
Det er Grundtvigs pointe. Og måske er meget af vor tids lidt underlige kirkelige diskussioner og debatter et udtrykt for, at vi gør evangeliet til en teori om Guds kærlighed og ikke et møde med Guds kærlighed - at det bliver mig tilsagt ved hans ord.
Grundtvigs skrift ”Kirkens Gjenmæle” fik stor betydning. Den såkaldte Kirkelige Anskuelse udsprang deraf, og den betød netop at kirken altid er i nutiden. At kristendom altid er her og nu. At troen ikke retter sig mod fortiden, men mod mødet med Kristus i nutiden. Det er afgørende. Den kirkelige anskuelse blev også kaldt for ”den mageløse opdagelse”, som Søren Kierkegaard med vanlig flabethed kaldte ”den mageløse fejltagelse”, for han kunne ikke se storheden i Grundtvig, som han mente var larmende og støjende.
Men det er en indsigt af dimensioner, som Grundtvig her løfte ud i verden. Den indsigt, at vi er kirke her og nu, og vi er ikke er et museum, der skal fastholde fortiden, men at vi skal leve i nutiden med håbet om en nådefuld fremtid.
Det handler om mødet med den lyslevende Kristus nu, og det behøver vi ingen formynder til at bestemme over. Her er vi en til en med Gud: Det er spædbarnet i dåbens vand. Det er vi knælende ved alteret og skænket brød og vin. Her er evangeliet ikke en teori om verden og om frelsen. Her sker frelsen. Her sker ordet. Her sker Guds nådefulde tilsagn. Her bliver det dig tilsagt.
Så der er en pointe til, vi lige skal have med. For hvis vi ikke behøver en formynder i vores salighedssag, hvor det er livet selv, der står på spil, så behøver vi heller ikke en formynder i folkelige sammenhæng.
Så bliver den kirkelige anskuelse også startskud til folkestyre og folkelige frihed. Der er en dyb sammenhæng mellem mødet i kirken og friheden i folkelivet.
Og mere end nogensinde tror jeg, at vi behøver at besinde os på dette. Og hvis man skal tale om åndelig oprustning, som er på manges læber i disse uger, så er det måske egentlig dette: at fordi vi ikke behøver en formynder i salighedens forhold, så kan vi også undvære en i folkelige forhold.
For kristendom er et møde med os hver især. Der, hvor Jesus Kristus sætter alt formynderskab ud af kraft og siger: Han skal tage af mit og forkynde det for jer.
Amen.