1. trin. 2026; Luk. 12, 13-31
Når man hører beretningen til i dag om den rige mand, der samler sig skatte i sine nybyggede lader, kan man hurtigt komme til at pege fingre ad overforbrug og sammenpugede ejendele.
Vi kan hurtigt komme derhen, hvor vi synes, det er for galt med al det forbrug og alle de goder, der nu er i livet. Og det kan der selvfølgelig også være noget om. Det er bare ikke det, fortællingen til i dag peger på.
Hvis det handler om ikke at lægge til side og ikke spare op, hvad skal vi så med fortællingen? Så fortæller den kun noget, vi egentlig kan sige os selv, og som ingen egentlig har glæde af, når livet nu engang kræves af en, som det sker for den rige mand.
Men hvad skal den så? Hvad er det, evangeliets fortælling til i dag peger på, som vi har brug for at høre, ikke blot til moralsk opbygning, men til nåde, frihed og fylde. Altså til alt det, som vi egentlig har brug for?
For hvad er det egentlig, der siges til manden? At han skal samle sig skatte hos Gud. Og igen: her handler det slet ikke om at samle sammen og at puge overskud sammen hos Gud. Her i rummet tror vi ikke på en kræmmergud, vi kan handle med, men netop med en, der af kærlighed giver sig selv til os.
Hvordan samler man sig skatte hos kærligheden selv?
Ja, vi kunne jo prøve at se på vores eget liv i første omgang. Altså helt elementært se på de forhold, vi indgår i. Hvordan forholder vi os egentlig til mennesker, der elsker os? Vi udleverer os til dem. Vi lægger vores liv i deres hænder. Vi skjuler ikke noget, men åbner os for den, der elsker.
Man lægger sit liv i den elskedes hånd.
Man lægger sit liv i Guds hånd.
Og begge steder med tilliden til, at de vil mig det godt. Med tilliden til, at man er i et nådefuldt rum, der kan rumme en med alle mulige og umulige sider.
Fortællingen om den rige mand er evangelieteksten til i dag. Det er den tekst, der prædikes over rundt omkring i landet i dag. Derfor er det også godt, at det er fortællingen til i dag ved åbningen af Hospitalskirken her på Universitetshospitalet.
For det handler om at lægge sit liv i Guds hånd. Det handler også om at lægge sit liv i hinandens hånd. Og hvad sker der andet her i huset end det? At andre har vores liv i deres hænder?
Den rige mands udfordring er ikke rigdommene og goderne. Vi har alle vores ejendele, og et kinesisk ordsprog siger, at hvis du ejer mere end fem ting, så ejer tingene dig. Det punkt har jeg i hvert fald for længe siden passeret.
Hvis det blot handler om ikke at eje ting, så er fortællingen en småmoralsk historie, som vi har mange af. Pointen ligger som sagt et andet sted: Udfordringen er at se sig selv i sammenhæng.
Og det gør man, når sygdom vælder ind over en, og når livet af både glædelige og triste årsager bliver for meget. Så sættes man for alvor ind i en sammenhæng, og ens liv lægges i andres hænder.
Så kan man opdage skatte hos hinanden. Så åbenbares skatte hos Gud. At alt står i Guds faderhånd.
Vi er her i kirkerummet, som Bjørn Nørgaard så smukt og tankefuldt har skabt. Der kan og skal siges meget om det, men lad mig blot her i dag henlede blikket på loftet.
Loftet består af en række forskelligartede pyramider, som er beklædt med guld. Men bemærk, at spidserne på pyramiderne er skåret af. Det er ikke sylespidse pyramider, vi har hængende over os. Det er ikke et truende loft, men et mildt oplysende loft.
For vi har ikke en truende himmel over vores hoveder, men en nådefuld himmel. Det er hele pointen, at det er den sammenhæng, vi skal se os i; at vi er i sammenhæng med Guds nåde, for alt står i hans hånd.
Det er en gammel skik, at hospitalerne har en kirke. Ubesværet går viden og tro her hånd i hånd. Viden er ganske afgørende for at få tingene til at virke og for at få helbredelse og lindring på vej.
Men erfaringen er også, at den stærkeste magt i livet er døden. Vi ved fra erfaringen, at den kan intet i sidste ende hamle op med. Ingen har undsluppet den.
Men her i rummet tales så troens ord. Ikke i modsætning, for erfaringen tages alvorligt, men troens ord om, at kærligheden er stærkere end alt. Det kan vi ikke erfare os til. Det må vi tro.
At kærligheden, hjerteglæden, er stærkere end døden.
Og det er det, der gøres klart for den rige mand: at skatte hos Gud er, at det er en nådefuld herre, hvis hånd han lægger sit liv i.
Det er det, det hele handler om: at vi lægger vores liv i hinandens hænder. At vi lever forviklet med hinanden, og det skal vi tage alvorligt. Og det bliver synligt og tydeligt i et hus som dette, hvor mange mennesker hver dag lægger deres liv i dygtige folks hænder i tillid til, at nåden hersker.
For alt står i Guds Faderhånd. I den nådefulde og kærlige hånd. Her, hvor vi kun kan tro, at kærligheden er størst af alt. Men det er således også størst af alt.
Amen