Biskop Thomas Reinholdt Rasmussens tale ved fernisering af udstillingen ”Synlig/Usynlig” – om kunst i kirkerummet" på Vrå Kunstmuseum 6. september 2025.
En grundfortælling i den vestlige kulturkanon er Adam og Eva i Paradisets have. Det er en fortælling, der om nogen har sat præg og givet dybde til vores menneskeliv, og den er blevet fortolket og gransket i uendelighed.
De middelalderlige, skolastiske teologer havde meget arbejde med at beregne, hvor lang tid Adam i grunden var i Paradis, og så vidt jeg husker, kom de frem til, at det drejede sig om seks en halv time. Det var en kort fornøjelse.
Og egentlig er det en underlig leg at lege. Man går galt i byen, hvis man ser fortællingen som et journalistisk arbejde, der rapporterer om, hvorledes det faktisk skete. Det er en grundmyte. Det er en fortælling med en mægtig kraft.
Og den fortæller også noget om det synlige og det usynlige. For Adam og Eva går rundt i haven og slangen, som er det snedigste af alle de dyr, som Gud Herren har skabt, stiller spørgsmål ved Guds ord, og de spiser af den forbudne frugt.
Og da står der således: da åbnes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne.
Og det er ikke nøgenheden i sig selv, der er problemet. Det er afsløringen. Det er det ubeskyttede. Det er, at de er synlige, som de er. Og som de ser sig selv.
For de er ikke længere dækket af nåden, men af skylden. Det er i hvert fald sådan, de selv ser på det, da de senere gemmer sig for Gud.
For det synlige er erfaringen af livet. Det usynlige er nådens omfavnelse, som der står et sted: kærligheden skjuler syndernes mangfoldighed.
For erfaringen fortæller os, at døden kan vi ikke hamle op med. Det er et faktum. Hvor meget vi end spræller og elsker, så kan vi ikke springe døden over til sidst. Det er det synlige. Det usynlige er, at kærligheden er størst af alt. Det kan vi ikke erfare os til. Det må vi tro.
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses, som skrevet står.
Tro er ikke at holde underlige ting for sandt. Troen i kristen forstand er, om vi tror, at kærligheden er størst af alt. Også større end døden, som ingen af os ellers synlig kan hoppe over.
Det er det, der er forkyndelsens udfordring: at der på samme tid skal tales til erfaring og mod erfaring. Der skal tales til erfaring, når talen er om det liv, vi har til fælles, og der skal tales mod erfaring, når talen handler om det egentlige: at kærligheden er størst af alt. For det kan ikke synligt erfares. Det må tros. Og det er den tro, Adam og Eva mister i haven. De kan ikke se det usynlige. De kan ikke se nåden.
Og når det er forkyndelsens opgave, så er det også kunstens opgave i kirkerummet. At færdes mellem det synlige og det usynlige. Mellem erfaring og tro. Ikke således, at de to skilles, men at de netop holdes sammen i al deres kraft og magt.
Kunsten har alle dage haft en central plads i den kristne kirke. Og her er kunst i videste forstand, også performans og arkitektur.
Det handler at bringe det usynlige i bevægelse sammen med det synlige.
Jeg er glad for, at Vrå Kunstmuseum står bag denne spændende og frie udstilling for dette forhold, for det rammer meget præcist hovedet på sømmet. Hvordan fastholder vi erfaring og tro, synligt og usynlig i den modernitet, der er mere end flydende og som for ofte ufuldkomment alene går ned ad erfaringens vej, og derved kommer til at beskrive døden kun?
Folkekirken i Aalborg stift er regionens største kulturudbyder med mere end 30.000 begivenheder om året. Det er ikke en erfaring, at ateismen står stærkt. Det arbejdes her med erfaring og tro. Med oplysning og frihed, som for mig er noget af det inderste i evangeliet, for at tale lidt højstemt.
Det afspejler udstillingen også her, og jeg vil glæde mig til at udforske nærmere. Det er en glæde, at kirke og modernitet også kan tale sammen i kunst, arkitektur og performans.
Der kan til tider være delte meninger om kunsten i kirkerummet, men jeg oplever altid, at det åbner for en samtale om det synlige og det usynlige. En samtale om at se nåden i livet, og ikke kun at vi står afklædte og nøgne. Synlig som vi er for hinanden. Men at vi er svøbt i kærlighedens blik. Det er et trospørgsmål.
Det centrale billede i kristendommen er Guds billede af sig selv: manden på korset.
Hvis man kun ser erfaringen, så ser man kun det synlige: en død mand. Men hvis troens blik ser, ses det usynlige: Guds kærlighed til mennesker. Hvad ser vi? Adam og Eva så kun skylden og skammen og dødens overmagt. Der kan vi hastigt komme hen. De mistede evnen til at se det usynlige i det synlige.
Og det er vel en opgave at kunne det. Eller i det mindste at forsøge på det. Det er også det, udstillingen gør. Tak for den og god fornøjelse med den.
Tak for ordet.