Tak for, at jeg må få lov at tale her på grundlovsdag, og tillad mig at indlede med en lidt personlig vinkel. For grundlovsdag betyder meget for mig.
Allerede som ung folkeskoleelev tog jeg min cykel kl. 12 efter frokost – for dagen var jo kun en halv fridag dengang, og skoledagen skulle afsluttes først – og kørte ud til diverse grundlovsarrangementer i Frederikshavn og omegn.
Jeg hørte mange taler - og både spændende og vedkommende taler - af kulturfolk og politikere, hvoraf mange ikke mere er.
Det var et lærestykke i sammenhængskraft, for vel kunne der være uenighed, men vi havde en ramme at være uenige inden for: Grundloven.
Derfor har Grundloven for mig altid stået som det væsentligste verdslige fundament. Her var friheden sikret. Ikke med snærende bånd, men med tålsomhed. For der er ikke skarpe skel i Grundloven. Der er tværtimod bløde, flydende grænser, fordi Grundloven skal virke i et levende folk. Skarpe, definerede skel i Grundloven ville være ulykkeligt, for så har vi mistet den umiddelbare sammenhæng.
Det var de smukke, bløde grænser, man ikke respekterede, da Bededag blev afskaffet for nu tre år siden. Det var en beskæmmende erfaring, som man kun gerne ville have været foruden. Her blev de bløde grænser mellem stat og folk ikke respekteret, og der dukkede en stat op - da røgen efter Bededagsfejden havde lagt sig - som ingen af os vel næppe kan se os selv i. En stat, der enerådigt reagerer i folkelige sammenhænge.
Nå, det er vel nu skæbnens ironi, at Bededag næste år 2026 – valgåret - falder på den 1. maj.
Året i år er også et jubilæumsår. Og et af de store jubilæer er N.F.S. Grundtvigs store skrift "Kirkens Gjenmæle". Det er et kampskrift mod professor i teologi H.N. Claussen. Claussen havde, blandt så mange andre ting, sagt, at kristendom kun kunne findes i historien, og derfor havde menigheden brug for en mand som Claussen til at tyde og forstå, hvad tro er. Til at grave denne viden frem af historien.
Grundtvig måtte reagere skarpt på dette. Kristendom er ikke begravet i historien, men er lyslevende iblandt os, når barnet døbes, når brødet og vinen rækkes, når troen bekendes. Derfor har man efter Grundtvigs mening ikke brug for en formynder i trossager. For det sker lige foran os og skal ikke formidles.
Og når man ikke har brug for en formynder i trossager, som er det væsentligste, så har man heller ikke brug for en formynder i folkelige forhold, og da er der ikke langt fra Grundtvigs kirkelige indsigt om frihed, til at han også formulerer denne indsigt folkeligt. Der skal være frihed i det folkelige. Folkestyre.
Det er det, Grundloven udtrykker. Frihed i folkelige forhold. Og som afskaffelsen af Bededag ikke respekterede. Frihed i folkelige forhold. Når vi ikke behøver en formynder i trosforhold, behøver vi sandelig heller ikke en formynder i folkelige forhold. Der går en lige line.
Det så kirkeminister I.C. Christensen, da han i 1903 skabte menighedsrådene. Trosfriheden skulle udfolde sig også i kirkelig frihed, og ikke kun det: Den kirkelige frihed skulle bane vejen for folkelig frihed, for kvinderne fik sandelig i 1903 valgret til menighedsrådene. Det havde de ellers ikke, og det var med til at bane vejen for kvindernes fulde valgret med Grundloven i 1915. Som er den egentlige Grundlov – den fulde Grundlov, for her gives der almen valgret.
Den kirkelige frihed banede vej for den folkelige frihed. Når man ikke skulle have en formynder i trosforhold, skal man heller ikke i folkelige forhold.
Det er den frihedstanke, vi skal holde højt og også i vor tid, hvor stærke kræfter kan mene det modsatte. Det handler om friheden til at tænke, tro og mene uden en formynder.
For der er bevægelse i samfundet for øjeblikket. Der er uro i verden, i USA, i Europa, Ukraine, i Mellemøsten, Israel og Gaza.
Der er bevægelse for tiden. Der er bevægelse i tiden.
Og det får os til at standse op og overveje vores situation. Den tyske forfatter Simon Strauss siger et sted, at han længes efter ansigter, der også lyser, når alle skærme er slukket.
Vi er ved at opdage, at der må andet til en kort fornøjelse. Vi må have et åndeligt fundament. Det får vores politikere til at tale om åndelig oprustning.
Og man må sige, at det sætter dagsordenen for tiden. Der bliver også sagt og ikke mindst hørt ting, som virkeligt er mærkelige. Hvis åndelig oprustning skal ske i en kristen kultur, så handler det jo ikke om at placere sig selv på den høje hest. At man så sidder på den høje hest og kan dømme de andre.
Åndelig oprustning i kristen forstand handler altid om at være den, der har brug for tilgivelse.
For et stykke tid siden hørte jeg en dygtig foredragsholder. Han var både sympatisk og empatisk og havde store indsigter. Han talte om tilgivelse. Men hele tiden talte han om, hvad tilgivelse gjorde ved ham, når han var den, der var den aktive part, altså den, der skulle yde tilgivelse. Den, der skulle give tilgivelse.
Aldrig var han i den situation, at han havde brug for tilgivelse. Og det er vel i virkeligheden der, at vi for alvor forstår, hvad tilgivelse er. Når vi selv har brug for den.
Så åndelig oprustning i kristen forstand er aldrig at svinge sig op på den høje hest og vide, hvad der er bedst for de andre. Det er at se sig selv sammen med de andre, som den, der har behov for tilgivelse. Som de ufuldkomne.
Vi er sammen de tilgivne. Det er åndelig oprustning. Ved at se på hinanden, som dem, der fælles har brug for tilgivelse i dette vanskelige liv, kan vi også sammen fastholde et samfund, som har øje for de andre. Så vi ikke har brug for skarpt definerede skel, men har brug for stadig samtale - og plads til at være.
Alt dette rummer den nuværende Grundlov. Det er ikke en Grundlov, der har de skarpe skel, men de bløde buer, for der skal være plads til den fælles samtale, også uenige samtale, inden for den fælles ramme.
Som ung folkeskoleelev cyklede jeg som sagt rundt til de forskellige grundlovsarrangementer. Jeg hørte mange forskellige taler og også mange forskellige standpunkter. Men hele tiden inden for rammen af den folkelige samtale. Hele tiden inden for rammen af, at vi ikke har brug for en formynder i folkelige forhold.
Det er det afgørende. Den åbne, frie samtale, der nok til tider kan være lidt svær og underlig, men aldrig må tvinges eller ties. Det er det afgørende. Frihed for alle os, der altid har brug for tilgivelse, for ingen af os kan få dette liv til at gå op. Derfor kan vi lige så godt tage hinanden alvorligt og se på hinanden som dem, der ikke har brug for en formynder, men for et medmenneske.
Det er det, den danske Grundlov sætter den gode ramme om.
Glædelig grundlovsdag!