Det ord, jeg vil lægge dig særlig på sinde her på din ordinationsdag, skriver profeten Esajas:
”Det folk, der vandrer i mørket,
skal se et stor lys,
lyset skinner for dem,
der bor i mørkets land”
(Es. 9,1)
Kære ordinand – kære Ditte
Jeg vil indlede med at fortælle dig en historie. En historie om Martin Luther, der som bekendt virkede som professor i teologi ved det dengang nyoprettede universitet i Wittenberg.
Her satte han den lavine i gang, som vi kalder reformationen, og som satte præg på samfundsliv, kultur og tilværelse. Et præg, som stadig den dag i dag er levende hos os. Det begyndte som en universitetskamp; altså en strid på universitetet, men endte med at brede sig ud i samfundet, og det er nok det eneste tidspunkt i historien, hvor universitet for alvor har sat et ganske afgørende og forandrende præg i og på samfundslivet.
For vel er der gjort mange indsigter og opdagelser i det regi, og videnskabens fane er heldigvis holdt højt, men det er og bliver reformationen, der er universitetets mest samfundsprægende og samfundsomvæltende bidrag til dato.
Men historien jeg vil fortælle dig, er en lidt anden. I slutningen af sit liv forelæste Luther over 1. mosebog. Det tog ham ti år at komme igennem den omfattende tekst, og kræfterne var til sidst små.
Men midt i forelæsningen i 1543 bryder han af og forelæser kort over Esajas kapitel 9, som vi også hørte til indledning, med ordene om, at det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys. Og Luther tyder selvfølgelig lyset, i tråd med traditionen, som Kristus selv. Men mørket er vitterligt mørke, for han tyder mørket som alt andet end Kristus. Selv de gode ting vi kan forme og fylde vores liv med, forskellige indsigter og lignende, ender dog med at blive mørke. Alt går til grunde til sidst.
I mine unge år var jeg meget grebet af filosof og læste Bertrand Russells store værk ”Vestens filosofi”. Her husker jeg, at Russel skrev, at alle skønne frembringelser: Platons værker, Rembrandts maleri og Mozarts musik engang skal gå til grunde. Alle disse skønne ting, der giver vores liv fylde, og måske endog værdi her og nu, ender i mørket til sidst. Heller ikke de kan holde mørket på afstand. Heller ikke de kan holde dødens magt stangen. Det var for mig øjenåbnende læsning.
Luther ender endog med at sige i forelæsningen, at hvis heller ikke Kristus kan holde mørket væk, så vil han hellere beskæftige sig med havedyrkning og lignende, mens tid er, indtil mørket da uundgåeligt sænker sig.
For vores liv kan være fyldt med gode og skønne erfaringer, heldigvis, men erfaringen er også, at døden kan vi ikke holde væk. Den kommer. Den er. Det er erfaringen, vi alle har.
Kristendommens postulat er så, at livet ikke skal ses under dødens fortegn, men under kærlighedens fortegn. Det er kærligheden – og ikke døden – der er størst af alt. Det er troen. Troen er ikke en holden mærkelige ting for sandt, men det er, at kærligheden er størst af alt. Tror vi det? Det er spørgsmålet. For der er intet i vores erfaring, der siger os det. Vi kan have gode og kærlige erfaringer, men heller ikke de holder dødens mørke væk. Er kærligheden størst af alt? Det må tros.
Det er det, Luther i sin forelæsning over Esajas ser: At lyset skal skinne i mørket. At kærligheden overvinder døden.
Det er store ord, og det er intet mindre end det, du skal tale til folk og menighed i din opgave som præst og prædikant. Det er den opgave, der i dag bliver dig betroet, at du altid forkynder, at lyser skinner i mørket, og at mørket ikke er svaret på livet. Det skal du gøre i det gode Bistrup sogn, og det skal du gøre for indlagte og personale på sygehuset i Hjørring. Du skal gøre det ved at tale til vores erfaringer og vores glæde og sorger. Du skal gøre det ved at træde ind i det fælles liv, vi alle lever, for her skal lyset skinne for alle os, der bor i mørkets land.
Og du skal gøre det, idet du stoler på, at lyset ikke er vores eller din frembringelse. Det er Gud selv, der lyser vores liv op i ordet om Jesus Kristus.
Jeg har fuld tiltro til, at du kan gribe denne opgave med teologisk dygtighed og menneskeforståelse. Du er en dygtig teolog og vil også blive en dygtig præst. Husk at lytte til din menighed og de mennesker, du møder. De vil hjælpe og støtte dig i den opgave, du har: At forkynde Guds ord til glæde og til frihed, og at tro på, at lyset vil skinne for dig og for os alle, også når det lyder i mørkets land.
Du ønskes al velsignelse i din gerning og husk, at du altid arbejder under nådens og tilgivelsens fortegn.
Amen