Det ord, som jeg vil lægge jer særlig på sinde på jeres ordinationsdag, skriver profeten Esajas:
”For dette siger den højt ophøjede,
som troner for evigt, og hvis navn er Hellig:
Jeg bor i det høje og hellige
og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet,
for at oplive den nedbøjede ånd
og oplive det knuste hjerte”.
(Es. 57,15)
Kære ordinanter
Der er et sted i Luthers enorme forfatterskab, der altid har forekommet mig både forunderligt og spændende. Midt i en større bibelsk forelæsning over salmerne begynder han pludselig at tale om det, han kalder for Guds rumlen eller Guds rumsteren i verden. Gottes Mummery, som det hedder på tysk.
Altså den erfaring, at der dybt inde i vores almindelige verden er en stadig rumlen. En dyb tone. En rumsteren eller rumlende tone, der er der hele tiden. Verden som sådan er ikke tavs. Der rumsteres i den. Gud rumler i verden.
Og den rumlen er ganske simpelt erfaringen af Guds umiddelbare nærvær. Gud rumsterer i verden. Det rumler. Det buldrer dybt inde i den verden, vi ellers kender til.
Det er et forunderligt sted hos Luther. For det tegner på samme tid en erfaring, men også en uhygge. En tvetydighed i verden. Denne rumlen kan vi ikke blot forlige os med. Det er ikke blot en sød musik, men også en måske endog truende tone.
Det er i hvert fald svært at komme om på den anden side af den vedvarende rumlen i verden. Selvom det kan lyde, som om Gud går rundt og pusler, så er der også en tvetydighed i det. Der rumsteres simpelthen i verden, og det er den rumlen, Luther kalder for Guds.
Verden og den umiddelbare erfaring af den hører under det, vi kalder for første trosartikel. Det er her, skaberværket og livet, som vi erfarer det, hører til. Guds skabte verden. Og det er her, der rumsteres.
For nok kan vi her midt i det skønne forår og i den skønne pinsetid synes, at verden er et skønt sted at være. Men vi går galt i byen, hvis vi tror, at første trosartikel om skabelse kun handler om det gode og skønne. For livet indeholder jo også mørke sider. Det indeholder også smerte og død.
Der er en tendens til at ville tale om første trosartikel i kirken, som reducerer det til det skønne liv. Men det er det ikke. Der rumsteres i verden. Det rumler.
Vores liv har skønne øjeblikke, men det har sandelig også mørke stunder, bekymrede tider og angstfyldte øjeblikke. Hvis vi kun taler om den lyse verden, så taler vi simpelthen ikke om et liv, der svarer til vores erfaring.
Derfor siger Luther også et andet sted, at man for at beskæftige sig ordentligt med første trosartikel skal være over 30 år … man skal simpelthen have gjort sig sine erfaringer, før man taler om skabelsen og om livet. Første trosartikel er tvetydighedens sted.
Livets tvetydighed af sorg og glæde er et vilkår.
Det er også det vilkår, man taler ind i som prædikanter. Hvis man ikke tager hensyn til vores forskelligartede erfaringer, og her erfaringer af glæde og sorg, håb og tab, så taler man ikke til konkret erfaring.
For vi kan ikke bygge på verdens grund. For den største magt i verden er dødens magt. Den magt overvinder intet i verden. Det har vi simpelthen ikke erfaring af.
Thomas Kingo skriver i en kendt morgensalme, at ej på verden vil han bygge, og det er præcis det. For der rumsteres i verden, og den største magt, som vores umiddelbare erfaring kender til, er dødens magt. Og den skal I som prædikanter tale imod.
Ikke ved jer selv og ikke ved jeres eget, men ved det ord, der tilsiges os ved den tomme grav: at kærligheden, hjertegløden, er stærkere end døden. Det skal vi tale. Det skal I forkynde. Det skal I prædike, om så verden går jer imod.
Kærligheden er størst af alt, også større end dødens magt.
I skal række trøst til fortvivlede, og I skal prædike mod til bange. I skal tale mod verdens tvetydighed og dødens magt, og I skal pege på Kristi kors og grav som et tydeligt ord om, at kærligheden er størst af alt. Det er det, vi tror. Det er det, der skal prædikes.
I sendes nu ud som præster og prædikanter. I sendes ud, fordi menigheder har kaldet jer. Her skal I tale trøstens og håbets ord.
Gå på besøg i sognene. Tal med folk. Lyt til de mange gode folk omkring jer. Lær af menighederne, så lærer I endnu bedre at tale til og ind i erfaring og forkynde evangelium, for alt præstens arbejde bygger på, at der er en menighed, der bekender Jesus Kristus som korsfæstet og opstanden.
Og det er nu vores pinseliljetid. Og når tilsigelsesordet høres om nåde og trøst fra Gud, så kan det ske, at denne dybe rumsteren i verden bliver afløst af, at det ånder himmelsk over støvet og vifter hjemligt gennem løvet. Hvis det ord forplanter sig, at det er kærligheden og ikke døden, der er størst af alt, bliver verden til et bedre sted at være i.
For i ordet fra påskemorgen holder Gud op med at rumle. Her lufter det pludseligt lifligt under sky, fra Paradis opladt på ny.
I ordet om Kristus overvindes verdens tvetydighed, og kun Guds nåde står tilbage. Den nåde, I skal forkynde til os alle.
I det arbejde ønskes I al Guds nåde og velsignelse, og jeres sogne ligeså.
Vi er sammen om at høre Guds gode evangelium. Og sammen om at vendes fra dødens tvetydighed til tilgivelsens entydighed. At vendes fra død til liv. Fra mørke til nåde.
Amen