Kære ordinander –
Det ord, jeg i dag vil lægge jer særligt på sinde, skrives af apostlen Paulus i sit andet brev til korinterne:
I kræver jo en prøve på, at Kristus taler igennem mig. Han er ikke magtesløs over for jer, men er stærk i jer. For han blev korsfæstet i magtesløshed, men han lever ved Guds magt, og vi er magtesløse i ham, men for jer skal vi leve sammen med ham ved Guds magt.
Den norske forfatter Carl Frode Tiller har skrevet en medrivende bog. Den hedder ”Flugt”. Den handler om ægteparret Elisabeth og Sakarias – ja, det hedder de – som oplever den smerte, at deres søn på tolv år, Johannes, dør ved en trafikulykke.
Fortællingen glider ind og ud af deres sind, og selv i de enkelte sætninger kan man befinde sig i Elisabeth, og så i Sakarias og pludselig i Johannes. Det lyder forvirrende. Det er det ikke. For man er med i deres liv. Man er med i deres sorg. Man er med i deres egentlige relationer.
Elisabeth og Sakarias kan ikke nå hinanden mere på baggrund af ulykken. De forsvinder ind i sig selv. Elisabeth ind i klaverspil og lidt for meget alkohol. Sakarias ind i rationalitet og arbejde.
Deres liv glider væk fra hinanden, og deres ægteskab går mod opløsning. Men juleaften vil og skal de holde sammen. Juleaften skal være den sidste aften sammen, inden deres liv går hvert til sit. Og Johannes peger da på barnet i krybben og troen på, at Gud er kærlighed. Der er en kærlighedens magt, der også bærer dem. Deres erfaring flettes ind i Guds historie.
Der er meget at sige om romanen, og alene det at Elisabeth hele tiden spiller og lytter til Johan Sebastian Bach Das Wohltemperierte Klavier, som er en fuga – en flugt – i 2x12 kapitler, mens bogen har selv 24 kapitler, peger på en hel del. Det er en fuga gennem sorg, tab, erfaring, relation, identitet og fornyelse. Det er vedkommende forkyndelse.
For det handler også om erfaringer. Sakarias kan til tider fornemme Johannes hos sig. Men han kan ikke tro det. Hans rationelle tilgang til verden forkynder ham et andet sprog. Et sprog uden kærlighedens almagt. Et sprog, hvor kun livet smulder og relationer forvitrer. Hans rationelle forkyndelse tager ikke hans erfaringer alvorligt.
Han er ikke tro mod sine erfaringer. For da ville han gennem dem måske høre en anden tale. En tale om nærvær, en tale om at være til i tabet. En tale om fornyelse, der går på tværs af enhver form for rationalitet, men som betyder noget i livet og ikke mindst for hinanden. En tale om, at Gud er til stede i min afmagt.
Han tror, at vi altid har et valg, og det piner ham til intet. Men vi kan anbringes steder, hvor vi ikke har et valg. Hvor kun den hårde virkelighed står tilbage og kræver os her og nu uden valg.
Og det er her, at Elisabeth og Sakarias anbringes julenat. Det er her, hvor valget går til grunde, og der intet synes op eller ned, at barnet i krybben åbenbares.
Det handler således også om forholdet mellem erfaring og forkyndelse.
Det er også et forhold, som I – kære ordinander – skal virke i. Vi kan ikke bare tale og forkynde kristentro og evangelium uden at tale til hinandens erfaringer. Vi behøver ikke bare bekræfte dem. Vi kan også modsige hinandens erfaringer, men vi er nødt til at tage hinandens erfaringer alvorligt, hvis vi vil tale sammen. Hvis Guds ord skal høres. Som Ordet inkarnerer sig ind i livet, skal forkyndelsen det også.
Forkyndelsens opgave er at tale til os i den virkelighed, der er vores, og i den verden, der er vores, og her pege på de erfaringer i os, som taler om Guds nærvær. Et nærvær, hvor den største magt er kærligheden.
Den kærlighed, som fødes i en stald julenat, og som hænger på et kors i påsken. Den kærlighed, som vælter stenen fra påskemorgen, og derved tror vi, at den er størst af alt.
Ud af det skal vi tale i det, vi tror på, at vi andre også har erfaringer til at gribe det med.
Således er opgaven for jer hele tiden at forkynde Guds gode evangelium. Forkynde og tale det til glæde, til trøst og til håb. Noget som vores verden i denne tid virkelig har brug for.
I sendes vidt forskellige steder hen i det store Aalborg stift, men I sendes alle fire gode steder hen, hvor der er gode folk til at tage mod jer og give jer rammer for jeres virke.
I er alle fire reflekterende og eftertænksomme mennesker, der gerne lytter, men også gerne taler om Guds nåde, der skal høres. Jeg er meget tryg ved at sende jer ud i folkekirken i dag.
Det handler ofte om erfaring og forkyndelse. Ordet kan lyde rent og purt, eller ret om vi vil, men det kan være, at vi skal få blikket op for de erfaringer, som evangeliet allerede nu gør i vores liv.
Det er det, som sker med Sakarias i ”Flugt”. Det er det, der sker for os, når vi oplever den dybe sammenhæng mellem Guds rige og det faldne liv. Mellem kærlighedens magt og livets afmagt. Den erfaring har vi alle. Tal til den. Men lad den også lyde til jer selv.
For det er ikke prædikantens opgave at stå bagved ordet og fyre det af. Det er opgaven for os alle at stå sammen om at høre det gode ord fra Gud om sammenhæng, fylde, nåde og tilgivelse over det liv, vi prøver at få til at gå op.
Der har I som præster og prædikanter præcis samme erfaringer som alle andre. Og lad ordet lyse og lyde for os, som det gjorde for Sakarias. Oplyse og forklare det liv, vi lever, og den verden, vi er i. Oplyse og forklare i nåde og kærlighed.
Amen