Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen og provst Oral-Franciz Valgaard Shaw ved provstekreering under Landemodet 2026. Foto: Lars Horn
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren.
Kære provst – kære Oral
Det er, som om vi lever i en tid, hvor barnedåben anfægtes i højere grad end før. Den anfægtes både ubevidst, hvor nogle af os undlader at døbe vores børn som små, fordi de selv skal vælge og tage stilling, og den anfægtes særligt i miljøer uden for folkekirken, der ikke mener, at spædbarnedåben er en ret måde at forvalte den kristne tro på.
Historisk set er der ingen tvivl om, at spædbarnedåben har været i kirken siden begyndelsen. Der er ingen vidnesbyrd om, at man pludselig i oldkirken er begyndt at døbe spædbørn. Det er gængs praksis. Men alligevel er det historiske argument – at man altid har gjort det – aldrig et tvingende argument i en luthersk kirke.
Her er det teologiske argument det væsentligste: at som kvinderne gik korstegnede mod graven uden tro på den opstandne frelse, og at troen på den opstandne først kom til stede ved mødet og ordet om den tomme grav, således døbes vi ikke på vores egen forudgående tro, men på Guds ord og befaling, og i det møde opstår sammen med Kristus den tro, der er dåbens kerne.
Der er ikke tvivl i mit sind om, at dåb af spædbørn er kristentroens dybeste udtryk. Vi er en kirke, der har dåb af spædbørn sammen med dåb af konfirmander og voksne. Men det afgørende er, at vi alle står samme sted: foran den nådefulde Gud, og vi har intet at lade hinanden høre. Der er intet fortrin. Der er intet forspring. Det havde kvinderne heller ikke ved graven.
Og hvorfor nu alt det ved en provstekreering? Fordi dåbens ubetingede tilsagn er det, vi skal hvile i. Uanset vores opgaver og embede i verden, så er dåbens tilsagn et stadigt tilsagn om fred. Fred være med dig, lyder det.
Og at lede og tage ansvar, det er også at træffe beslutninger, som nogle gange får en til at føle sig skyldig og ramt. Sådan er det. Nogle gange må man gøre noget, som ikke er rart, fordi det er ret.
Uanset hvordan vi tilrettelægger vores liv her på jord, så er det ikke uden komplikationer og uden denne stadige fornemmelse af, at man ikke slår til. Det er her, at vi skal hvile i ordene: fred være med dig.
Den tyske filosof Martin Heidegger taler i et foredrag fra 1955 om begrebet ”Gelassenheit”, hvilket betyder at lade være eller frisættelse. Altså at man hviler i det, man skal. Det kan ikke være anderledes. Men også at man med tryghed og tillid afventer det, der ligger skjult foran os.
Det er måske Heideggers måde at omskrive dåbens ord ”fred være med dig”. Jeg tror, det er helt nødvendigt for at kunne lede og tage ansvar: at man hviler i det, der er givet.
Det er netop dåbens kerne: at vi frit og tillidsfuldt kan afvente verdens hændelser, fordi vi tror på en nådig Gud. Vi tror faktisk på, at fremtiden er os nådig. Det er kristendommens profetiske side: fremtiden er os nådig.
Og som provst skal du lede og administrere. Det er din opgave som provst, og om et øjeblik skal du aflægge provsteløfte, og bemærk her, at du kun bliver spurgt om verdslige forhold: tilsyn med folk, økonomi og bygninger. Tilsyn, opsyn, påsyn. For præst er du i forvejen, og præst forbliver du. Provsteopgaven tilsidesætter ikke præsteopgaven, men stadfæster den.
Du skal sammen med tilsynet forkynde Guds nåde. Du skal sågar forvente Guds nåde. Du skal hvile i ordene: fred være med dig. Og du skal dele det med os andre.
Det er dåbens udgangspunkt. Og apropos dåben. Du skal gennem administration og ledelse til stadighed give menighederne og præsterne gode forhold til at forkynde det nådefulde evangelium. Forkynde og pege på dåben som det sted, vi heldigvis ufortjent møder Guds nåde. Her står vi alle lige i det tilsagn. Jeg kan faktisk ikke på nuværende tidspunkt se nogen væsentligere opgave for en provst end at pege på dåben og at hjælpe alle os andre med at gøre det samme.
Du er allerede godt i gang, og tak for det. Der er gode folk omkring dig, provstiudvalg, sekretær, præster, menighedsråd og sogne. Gode kolleger.
Så lad ordene fred være med dig hvile over dit embede, og lad ordene fred være med os alle være den tryghed og frimodighed, vi bygger vores fælles virke på.
Amen