
Stillingen som tjenestemandsansat sognepræst i Nordmors Pastorat, Morsø Provsti er ledig til besættelse.
Til stillingen er knyttet en forpligtelse som kirkebogsfører og begravelsesmyndighed.
Stillingen er en fuldtidsstilling.
Som ny sognepræst får du et introduktionsforløb, hvor du får en mentor, der guider dig igennem i den første tid i embedet og sætter dig nærmere ind i de forskellige arbejdsopgaver, der er for en præst.
I Præsteforeningens medlemsblad kan du læse embedsbeskrivelsen fra menighedsrådet. Her kan du læse om Pastoratet og om, hvilke tanker, menighedsrådet gør sig om det ledige embede.
Har du lyst til at læse mere om Nordmors Pastorat og hvordan kirkelivet m.v. er i sognene, kan vi anbefale, at du orienterer dig på Pastoratets hjemmeside: Nordmors Pastorat – Morsø Provsti
Embedsbeskrivelsen kan du også læse på Aalborg Stifts hjemmeside www.aalborgstift.dk.
Stillingen er omfattet af Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v. (LBK nr. 864 af 25/6/2013)
Stillingen aflønnes efter løngruppe 1 i aftale om aflønning af tjenestemandsansatte præster i Folkekirken.
Ud over selve lønnen ydes et rådighedstillæg med et afrundet grundbeløb pr. 31. marts 2012 for en fuldtidsstilling på kr. 43.000,00 årligt. Ved deltidsansættelse vil der ske beregning af tillægget i forhold til ansættelseskvoten.
Stillingen er omfattet af reglerne om Ny Løn, hvorfor det er muligt at ønske en lønforhandling.
Der er knyttet tjenestebolig til stillingen. Tjenesteboligen ligger på adressen Sejersvej 48, Sejerslev, 7900 Nykøbing Mors.
Boligbidraget for tjenesteboligen excl. udgifter til el, vand og varme udgør på nuværende tidspunkt kr. 3.905,00.
Det forudsættes, at ansøgere har kørekort til almindelig bil (B) og er villig til at bruge egen bil i jobbet.
Er du endnu ikke ordineret, bedes du sende kopi af eksamenspapirer og attest fra Pastoralseminariet sammen med din ansøgning.
Hvis du indstilles til stillingen, vil der blive indhentet børneattest.
Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen.
Opslag af stillingen: 12. maj 2026
Ansøgningsfrist: 1. juni 2026
Kirkebogsførende præst til Nordmors Pastorat – et levende lokalsamfund på Limfjordens største ø
Drømmer du om en præstestilling, hvor kvaliteter som natur, kultur, fællesskab og engagement går hånd i hånd? Det er på Nordmors, at du finder jobbet, der indeholder de nævnte kvaliteter og mere til.
Mors er en sand naturperle omgivet af Limfjordens vand – med enestående landskaber som Ejerslev Havn, Feggeklit, Skærbæk Klint, Hanklit og det karakteristiske molerområde med Fossil- og Molermuseet – tæt ved Skarregaard Natur- og Kulturcenter. Her finder du ro, vidder og et stærkt lokalt engagement; et sted, hvor livet leves tæt på både naturen og hinanden.
Øens og kommunens største by er Nykøbing, som ligger 5 km nord for Jesperhus Blomsterpark.
I Nordmors Pastorat er der 5 middelalderkirker og kirkegårde, som alle er flot beliggende nær fjorden. Vi ønsker en præst, der har lyst til at indgå aktivt i et tæt samarbejde – både i kirkelige kredse og på tværs af hele lokalsamfundet. Her er gode muligheder for at tænke nyt og udvikle kirkelivet i fællesskab med menighedsrådene, som p.t. arbejder henimod at blive ét fælles menighedsråd.
Som præst på Nordmors bliver du en del af et levende og velfungerende lokalsamfund med gode faciliteter. Der tilbydes en smuk og indbydende præstegård. Her er sognehus, aktivitetshus, forsamlingshus og fritidscenter/hal med bl.a. fitnesscenter. Desuden friskole og børnehave. Vi har en næsten ny og moderniseret købmandsbutik, som er et naturligt samlingspunkt i hverdagen.
Vi søger en præst, som:
• Har lyst til at være nærværende og synlig i lokalsamfundet
• Vil bidrage til samarbejde og fællesskab på tværs
• Er åben for og kommer med nye idéer og initiativer
• Værdsætter både tradition og fornyelse.
Vi tilbyder:
• Et engageret og imødekommende lokalsamfund
• Gode rammer for både arbejdsliv og privatliv
• Mulighed for at præge og udvikle det kirkelige liv
• Samarbejde med præsterne i to nabopastorater
• Naturskønne omgivelser med plads til fordybelse.
Vi glæder os til at byde vores nye præst velkommen og ser frem til at vise alt det, Nordmors har at tilbyde. Samtidig håber vi at lære nyt og udvikle os – sammen.
Ansættelse sker efter gældende regler.
Har du lyst til at høre mere eller komme på besøg, er du meget velkommen til at tage kontakt.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Links:
Nordmors Pastorat – Morsø Provsti
Nordmors.dk
Mors - Øen bag havet