Fortsæt til hovedindholdet
24. oktober 2025

Maria skiftede karrierespor og blev sognepræst 

Efter knap tre årtier i kommunikationsbranchen valgte Maria Dinesen at gå en anden vej og blive sognepræst. Gennem uddannelsesforløbet Ny Præst lærer hun at navigere i et arbejdsliv fyldt med nye udfordringer og muligheder. - Jeg skal lære at balancere tid og ressourcer på en ny måde, siger hun. 

Maria Dinesen blev i februar 2025 indsat som sognepræst i Ferslev, Dall og Volsted Pastorat efter et markant karriereskift fra kommunikationsbranchen. Foto: Anika Thorø Weber.

Af Anika Thorø Weber

I Maria Dinesens stue i præsteboligen i Ferslev hænger tre malerier, hun selv har malet. I de mange detaljer i hvert maleri fornemmer man, at Maria Dinesens sidegesjæft kræver både masser af tid og fokus. Og netop derfor har hun ikke malet et eneste billede, siden hun i februar 2025 begyndte i sit første embede som sognepræst.

For der er fart på, når man er nyuddannet præst, oplever Maria Dinesen.

Allerede dagen efter sin indsættelse blev hun ringet op, mens hun sad og fik styr på internetopkobling og adgang til de mange nye programmer. Opkaldet kom fra en bedemand. Det var tid til hendes første bisættelse som præst i embedet.

- Jeg har aldrig før været i et job, hvor man bliver så hurtigt kastet ud i opgaverne som her. Det kan føles vildt. Men det er også spændende og en udfordring, jeg gerne tager op, siger Maria Dinesen, der er ansat som præst i Ferslev-Dall-Volsted Pastorat.

Et par år tidligere tog hun beslutningen om at skifte karriere. Efter knap tre årtier, hvor hun har arbejdet med kommunikation og projektledelse, sagde hun endeligt farvel. I stedet ventede en ny tilværelse som fuldtidsstuderende og senere præst.

Den teologiske uddannelse har hun taget gennem § 1 a-ordningen, en teologisk efter- og videreuddannelse for akademikere, som giver adgang til Pastoralseminariet og siden mulighed for at søge embede som præst.

- Jeg er glad for, at jeg kommer med livserfaring. Forhåbentlig skal der mere til at vælte mig, end der skulle før i tiden. Og det er der brug for – for der er mange opgaver og meget at navigere i, siger Maria Dinesen.

Uventede udfordringer 

Maria Dinesen havde forventet, at det særligt var sjælesorgssamtaler, som ville være svære for hende at træde ind i, når hun begyndte i sit første embede.

I stedet viste det sig, at det var helt andre opgaver, der kom til at fylde. Det gælder særligt administrative opgaver som kirkebogsføring og helt lavpraktiske spørgsmål som for eksempel, hvor præsten fysisk skal stille sig i kirken under en bisættelse.

- Der er så mange lavpraktiske aspekter ved præstefaget, som man først kan lære, når man står i det. Hvordan skulle jeg vide på forhånd, hvor det ville være fornuftigt at stå under en bisættelse i Ferslev Kirke – og at jeg står bedre et andet sted i Dall? Det er småting, men det tager tid og kræver overvejelse, siger Maria Dinesen.

Samtidig er præsten ofte den, som mange naturligt vender sig mod, når der skal planlægges aktiviteter og projekter i sognet. Som præst har man også den bredeste kontaktflade - med menighedsråd og personale, faglige samarbejdspartnere uden for sognet og så selvfølgelig menigheden.

Netop derfor har hun været glad for, at uddannelsesforløbet Ny Præst er en del af opstarten i Aalborg stift. For selvom hun ikke er ny på arbejdsmarkedet, så har hun brug for konkrete råd og vejledning i de nye opgaver, hun møder som præst. Det får hun blandt andet gennem sin mentor, som også er præst.

- Det er rigtig godt at have én, som jeg kan drøfte opgaverne med og stille alle de dumme spørgsmål til. En person, hvor det også er okay at spørge til selv med de helt små ting, siger Maria Dinesen.

Særligt har hun haft glæde af at vende konkrete cases fra sin hverdag og få vejledning i, hvordan hun skal håndtere dem. Men hun har også haft samtaler med sin mentor om emner, der kan være svære at finde konkrete svar på. 

- Balancegang er et ord, der går meget igen for mig. Jeg skal lære kunsten at balancere tid og ressourcer på en helt ny måde. For som præst er der mange forventninger til mig. Det har været godt at vende med nogen, der forstår den udfordring, siger hun.

En glæde ved faget

Efter blot et halvt år som præst i tre sogne syd for Aalborg, har Maria Dinesen kun lige taget hul på uddannelsesforløbet i Ny Præst. Hun får supervision af leder af uddannelsesforløbet i Aalborg stift, Oral Shaw, der også kommer forbi Ferslev Kirke for at overvære gudstjenester og konfirmandvisning, så han kan give Maria Dinesen feedback.

Samtidig er der en række kursusdage i forløbet, hvor Maria Dinesen lærer om embedsførelsen i praksis, arbejdstilrettelæggelse og meget mere. Her mødes hun med andre nye præster, og hun kan allerede nu konstatere, at de dage har særlig værdi for hende.

- Det er enormt vigtigt at mødes med andre, der er i samme båd som mig. Det giver inspiration og nogen at spejle sig i. Jeg har gode kolleger i de tre sogne, jeg er præst for, men er jo alene om selve præsteopgaven. På kurserne får vi vendt stort og småt, og jeg får nye ideer med hjem, siger Maria Dinesen.

Det er enormt vigtigt at mødes med andre, der er i samme båd som mig. Det giver inspiration og nogen at spejle sig i.

Maria Dinesen, sognepræst, Ferslev-Dall-Volsted Pastorat

En af hendes ideer er at etablere flere fællesskaber for menigheden ud over søndagens højmesse. På tegnebrættet er en herreklub og måske et fællesskab, hvor man samles om kreative projekter – måske billedkunst, hvor hun også kan bringe nogle af sine egne kreative evner i spil.

- Der er meget, jeg gerne vil, men i første omgang skal jeg også bare lige have rodfæste som præst. Lige nu er mit fokus på at komme godt igennem det første kirkeår og lære at håndtere alt det, der følger med de forskellige højtider, siger Maria Dinesen.

Men selvom der er meget at lære, så er Maria Dinesen overbevist om, at hun er landet på rette hylde.

- Præsteembedet er både åndeligt og praktisk, og det trives jeg rigtig godt i. Jeg har savnet at komme mere væk fra skrivebordet og arbejde på en anden måde. Det får jeg mulighed for her, siger hun.

Artiklen fortætter under billedet.

Maria Dinesen i Ferslev Kirke. Overgangen fra kommunikationsbranchen til livet som præst i tre sogne har været intens og fyldt med nye perspektiver. Ny Præst forløbet har hjulpet hende til at finde fodfæstet i sin nye hverdag. Foto: Anika Thorø Weber

Maria Dinesen

Gift, mor til tre

 

- Februar 2025: Sognepræst, Ferslev, Dall og Volsted Pastorat

- 2024: Pastoralseminariet, Aarhus

- 2021-2024: Teologisk uddannelse, §1A, Aarhus Universitet

- 1996-2023: Stillinger som blandt andet projektleder, kampagneleder, forretnings- og projektudvikler og kommunikationskonsulent i blandt andet Region Nordjylland, Vejdirektoratet, Nordjyllands Amt og privat virksomhed. 

- 1991-1996: Cand. phil. kommunikation, Aalborg Universitet

Læs mere om at være ny præst i Aalborg Stift

Læs også sognepræst cand. theol. Søren Thomsens beretning om overgangen fra pastoralseminariet til livet som præst - og interview med uddannelseskonsulent Oral Shaw om uddannelsesforløbet Ny Præst, som er med til at skabe et trygt fundament for nye præster.

Ny Præst forløbet

- Ny Præst har eksisteret siden 2018 og er forankret i Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter (FUV), som har det faglige og organisatoriske ansvar for uddannelsesforløbet for nyansatte præster i folkekirken.

- Forløbet er obligatorisk for alle nyuddannede præster og skal støtte overgangen fra studium til embede med fokus på faglig, praktisk og personlig udvikling i præstegerningen.

Uddannelsesplanen er delt i to hovedområder: den nationale uddannelse og den lokale introduktion.

- Den nationale uddannelse foregår på Pastoralseminariet i Aarhus eller København og omfatter den overordnede del af folkekirkens præsteuddannelse, herunder pastoralseminariet og den obligatoriske efteruddannelse.

- Den lokale introduktion foregår i det stift, hvor præsten er ansat. Formen varierer mellem de ti stifter, men består af en række faste elementer, som alle præster skal gennemgå.

- Det samlede uddannelsesforløb varer ca. 20 måneder fra indsættelsen i embedet til en afsluttende samtale med provst, præst og stiftets uddannelseskonsulent.

 

- I Aalborg Stift ledes forløbet af uddannelseskonsulent Oral Shaw. Han arrangerer fælles kurser, har løbende samtaler med præsterne og fungerer som bindeled mellem menighedsråd, provst og præst, når der er behov for det.

- Desuden deltager uddannelseskonsulenten i konfirmandforberedelse og gudstjenester for at give nye præster faglig sparring og feedback. Han er også tovholder på stiftets mentorordning.

 

Læs uddannelsesplanen for Ny Præst hos Folkekirkens Uddannelses- og Videncenter.