Studerende fik indblik i hverdagen som ny præst i Aalborg Stift
Studerende fra Pastoralseminariet besøgte Bispegården for at høre om overgangen fra uddannelse til embede. Biskoppen, uddannelseskonsulenten, erfarne provster og nye præster delte ærligt ud af erfaringer med planlægning af hverdagen, samarbejde i sognene og stiftet og støtte fra Ny Præst forløbet.
Sognepræsterne Søren Thomsen og Maria Dinesen fortalte de studerede om deres første tid i embedet. Uddannelseskonsulent Oral Shaw fortalte om Ny Præst forløbet i Aalborg Stift. Foto: Ingeborg Marie Nielsen
Af Ingeborg Marie Nielsen
Hvordan er det at begynde som præst i Aalborg Stift?
Hvordan ser de første måneder ud som ny præst i praksis? Hvordan balancerer man arbejdstid, privatliv og lokale forventninger? Hvordan håndterer man svære samtaler og situationer? Hvem kan man spørge til råds, når man er i tvivl?
22. oktober havde Aalborg Stift besøg af studerende fra Pastoralseminariet, der fik et godt indblik i arbejdet som ny præst og kunne stille alle de spørgsmål, de havde på hjerte.
I Bispegården mødte de blandt andre biskop Thomas Reinholdt Rasmussen og Leder af Ny Præst forløbet i Aalborg Stift, Oral Shaw.
To erfarne provster fortalte om hverdagen i stiftet, og to nye præster – Søren Thomsen og Maria Dinesen – delte deres erfaringer fra den første tid i embedet: hverdagen, fællesskabet og at finde sig til rette i rollen.
Et vigtigt budskab var, at man ikke står alene. Som ny præst får man blandt andet en mentor og gode kolleger at sparre med, når der opstår nye og svære spørgsmål.
Det var en rigtig god dag og spændende for alle at høre, hvad der fylder, når man står foran beslutningen om – måske – snart at søge embede i folkekirken.
Læs mere om at være ny præst i Aalborg Stift
Læs også sognepræst cand. theol. Søren Thomsens beretning om overgangen fra pastoralseminariet til livet som præst, sognepræst Maria Dinesens beretning om sit karrieskifte fra kommunikationsbranchen til folkekirken - og interview med uddannelseskonsulent Oral Shaw om uddannelsesforløbet Ny Præst, som er med til at skabe et trygt fundament for nye præster.
Find deres fortællinger i temaet Ny Præst