Aalborg Stift sætter forebyggelse i centrum for arbejdsmiljøindsatsen
Hvordan skaber man et godt psykisk arbejdsmiljø, før problemerne vokser sig store? Det spørgsmål er i fokus i Aalborg Stift, hvor stiftets arbejdsmiljøprojekt nu går ind i en ny fase. En ny forebyggelsesmodel skal i de kommende måneder afprøves af både provster, ansatte og menighedsråd.
Af Marie Hoehl Tolstrup
Det er lettere at reagere på et problem, når det først er opstået. Men hvad nu, hvis man i stedet kunne opdage udfordringerne tidligere og tage hånd om dem, før de vokser sig store?
Det spørgsmål arbejder Aalborg Stift med i det arbejdsmiljøprojekt, som løber frem til udgangen af 2026.
Efter det første års arbejde med at skabe viden og overblik er fokus nu på en ny 'forebyggelsesmodel', der skal vise, hvordan man konkret kan arbejde med det psykiske arbejdsmiljø, før problemerne vokser sig store.
Provsterne arbejder med forebyggelsesmodellen på provstemøde i Bispegården 20. august. Foto: Marie H. Tolstrup / Aalborg Stift
Forebyggelse skal være en del af hverdagen
Aalborg Stifts arbejdsmiljøprojekt i Aalborg Stift tager udgangspunkt i, at der allerede findes en lang række værktøjer udviklet i og omkring folkekirken.
I stedet for at udvikle nye materialer fokuserer projektet på at skabe konkrete erfaringer med eksisterende værktøjer og omsætte den eksisterende viden til handling på den enkelte arbejdsplads.
Det kan for eksempel handle om at tale om samarbejde, roller og forventninger, inden uenigheder vokser sig fast. Eller om at skabe en kultur, hvor medarbejdere og ledelse løbende taler om trivsel og arbejdsmiljø, ikke kun når noget er galt.
Projektet har hertil udarbejdet forebyggelsesmodellen, der skal guide menighedsråd og ansatte i at bruge værktøjer til at sætte fokus på det gode psykiske arbejdsmiljø.
Projektleder Martin Alexander Jørgensen faciliterer temadage og workshops med fokus på det psykiske arbejdsmiljø i Aalborg Stift. Foto: Marie H. Tolstrup / Aalborg Stift
Ansatte og menighedsråd tester modellen
Stiftets provster arbejder allerede med modellen, og samtidig inviterer stiftet øvrige ansatte og menighedsråd til temadage, hvor deltagerne arbejder med modellen og afprøver den lokalt på de folkekirkelige arbejdspladser.
Læs mere om temadagene på Folkekirkens IntraNet her
De erfaringer skal bruges til at gøre forebyggelsesmodellen bedre.
Hvad sker der, når projektet slutter?
Aalborg Stift har også fokus på, hvordan det forebyggende arbejdsmiljøarbejde kan fortsætte, når arbejdsmiljøprojektet slutter ved udgangen af 2026. En nyoprettet arbejdsgruppe i stiftet skal kigge nærmere på, hvordan opmærksomheden omkring det psykiske arbejdsmiljø ikke forsvinder, når det igangværende arbejdsmiljøprojekt slutter.
Arbejdsgruppen skal blandt andet samle erfaringerne fra projektet og undersøge, hvordan stiftet kan understøtte et fortsat fokus på trivsel, samarbejde og psykisk arbejdsmiljø.
Læs mere om forebyggelsesmodellen
Nysgerrig på tankerne og teorierne bag forebyggelsesarbejdet?
Læs projektleder Martin Jørgensens faglige formidling af forebyggelsesmodellen her: Nyt værktøj skal bidrage til godt psykisk arbejdsmiljø
FAKTA: Aalborg Stifts arbejdsmiljøprojekt
- Aalborg Stiftsråd besluttede i 2024 at sætte gang i et arbejdsmiljøprojekt, der skal skabe overblik over arbejdsmiljøforholdene i stiftets sogne og provstier.
- Projektet skal blandt andet styrke trivslen, fremme det gode samarbejde og skabe større tydelighed om roller og ansvar på arbejdspladserne.
- Projektet løber fra august 2025 til december 2026 og finansieres af Aalborg Stiftsråd.
- Projektet ligger i forlængelse af et øget nationalt fokus på arbejdsmiljøet i folkekirken. By-, Land- og Kirkeministeriet gennemførte blandt andet i 2023 en undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø blandt folkekirkens ansatte.
- Aalborg Stift tager udgangspunkt i de mange værktøjer og den viden, der allerede findes om arbejdsmiljø i og omkring folkekirken.
- Som en del af projektet har Aalborg Stift udviklet en forebyggelsesmodel, der skal gøre det lettere for menighedsråd og ansatte at arbejde systematisk med det psykiske arbejdsmiljø.