Hospicepræsten hjælper Ditte til at se livet og døden i øjnene
Beskeden om Dittes alvorlige kræftsygdom kom pludseligt og uventet. Samtaler med hospicepræsten er en støtte, der hjælper hende med at bære smerten og holde angsten i skak.
Ditte har kræft og bruger bruger hospicepræsten til at tale om de svære tanker, der er forbundet med den alvorlige sygdom. Foto: Anika Thorø Weber
Af Anika Thorø Weber
- Du har mellem én måned og to år tilbage at leve i.
Sådan lød ordene fra lægerne på Aalborg Sygehus, da livet tog en dramatisk drejning for 47-årige Ditte i juni 2024.
Efter et par dage med et tætpakket weekendprogram med fester og højt humør havde hun følt sig energiforladt – mere end normalt. Hun blev utilpas, kastede op, og så gik hendes krop pludselig i kramper.
- Det kom ud af det blå. Der havde ikke været nogen varsler overhovedet, fortæller Ditte.
På sygehuset modtog hun efterfølgende en barsk besked fra lægerne: En aggressiv kræfttumor havde forgrenet sig ud over hele hendes hjerne, og selvom lægerne ville gøre alt, hvad de kunne, for at skubbe datoen for, hvornår hun skulle herfra, så ville tumoren før eller siden koste hende livet.
- Jeg var i krise. Det er en barsk melding at få, siger Ditte, der bor uden for Gandrup øst for Aalborg.
Nu er de to år snart gået, og selvom uret i familiens stue er gået i stå, så tikker det ur, der tæller de dage, hun har tilbage med sin mand og tre børn.
Det gælder også Dittes samtaler med hospicepræsten Ane Sund Katborg. Hun har været en vigtig støtte for Ditte, siden hun modtog beskeden om, at hun skulle herfra, før hun forventede.
LÆS: Præsten følger livets afslutning på hospice
- Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg har tilbage. Men jeg beder hver dag til, at der går længe endnu, inden jeg skal herfra. Jeg frygter den dag, hvor mit liv slutter. Ane hjælper mig med at holde angsten i skak.
En fast støtte
Ditte og hospicepræsten mødte hinanden, da Ditte kort efter nyheden om hjernetumoren blev indlagt på Hospice Vangen i Nørresundby. Hun havde brug for ro til at lande i sin nye livssituation, og her var hospice de helt rigtige rammer.
Hun blev mødt af omsorgsfuldt og forstående personale, der var vant til at navigere i alt den frygt, smerte og uro, der følger med hos mange, der pludselig står ved livets afslutning. Som en del af opholdet talte hun også med Ane Sund Katborg, og i samtalerne fik Ditte vigtige værktøjer til at navigere i sin nye virkelighed.
- Når jeg taler med Ane, er der plads til alle følelser. Hun har en særlig evne til at være i det svære. Hun skubber det ikke væk eller bagatelliserer mine følelser. Det betyder, at jeg altid går mindre tynget fra vores samtaler, end da jeg kom. Samtalerne hjælper mig til at bære smerten, siger Ditte, der siden har talt med hospicepræsten cirka hver tredje måned – enten på hospice eller i hjemmet uden for Gandrup.
Samtalerne hjælper mig til at bære smerten
Ditte havde ellers ingen planer om at tale med en præst. For selvom hun gennem hele sit liv har haft en tilknytning til kirken, blandt andet gennem sit engagement i FDF, og en årrække også som medlem af det lokale menighedsråd, så var det uvant for hende at tale med en præst i et mere fortroligt rum.
I dag er hun glad for, at hun tog mod tilbuddet. Sammen får de vendt det, der fylder netop den dag: Angsten for døden, frustrationen over ikke at have de samme kræfter som tidligere eller frygten for den dag, hvor Ditte skal se sine børn for sidste gang.
- Venner og familie kan have svært ved at håndtere den frygt og usikkerhed, vi står i sammen. Ane giver plads til den og hjælper mig til at få et sprog for det, jeg er fyldt af, eller måske ikke helt forstår. Det betyder meget for mig.
Flere gode dage
Selvom Ditte hver dag rykker tættere på at skulle sige farvel, så har hun et håb om, at hun stadig har flere måneder – eller måske år – tilbage af sit liv.
For selvom kræftbehandlingen tager hårdt på overskuddet, og tumoren svækker hendes hukommelse og giver hende kortvarige krampeanfald, så er det lykkedes lægerne at holde kræften i bero. Lige nu breder den sig ikke – og derfor ved ingen, hvor lang tid hun har tilbage.
- Jeg vil bare gerne være her, så længe jeg kan, siger Ditte.
Hun har aftalt med sin familie, at hun skal begraves i nabobyen på Vester Hassing Kirkegård, som ligger let tilgængeligt for dem. Det gør det nemt for både hendes mand og børn at komme forbi for at mindes deres mor.
Men lige nu er hun her stadig – og det forsøger hun at holde fast i.
- I mine samtaler med Ane har jeg fået blik for, at livet ikke er slut, før jeg lukker mine øjne for sidste gang. Det forsøger jeg at tage til mig midt i frygten og angsten. Jeg har mange gode år bag mig med familie, venner og et stort netværk. Og jeg har også gode dage i vente. Jeg nyder at se ud over markerne og hygge med børnene, når de kommer hjem på besøg. Jeg må holde fast i det, jeg har.
Aalborg Stift er bekendt med Dittes fulde navn.
Ditte med sin mand Erik. Foto: Anika Thorø Weber
Sjælesorg i folkekirken
- Samtaler med en præst kaldes sjælesorg, som betyder omsorg for sjælen. Det er en mulighed for at tale med en præst om lige præcis det, man tumler med.
- Ofte handler sjælesorgssamtaler om eksistentielle emner, som f.eks. ensomhed, sorg, håbløshed, frygt eller tvivl.
- Alle præster i folkekirken står til rådighed for samtale. De har tavshedspligt, og samtalerne bliver ikke journalført.
- Lokale præster kan findes via portalen sogn.dk. Det er ikke et krav, at man bor i det sogn, hvor præsten er ansat.
Hospicepræster i folkekirken
- Folkekirken har 18 hospicepræster tilknyttet landets hospicer.
- Præsterne holder gudstjeneste og tilbyder fortrolige samtaler med patienter og pårørende, som har lyst til at tale med en præst.
- Nogle præster underviser i sjælesorg eller deltager i andre aktiviteter på hospice sammen med kolleger med andre fagligheder.