Præsten følger livets afslutning på hospice

Livets hus

Selvom Ane Sund Katborgs arbejde rummer en stor grad af tyngde og alvor, så er hun også optaget af, hvordan lyset skinner, når mørket banker på.

- Egentlig ser jeg ikke vores hospice som dødens hus – det er livets hus. For selvom mange er her for at tage afsked med livet, så handler samtalerne også om alt det, der er gået forud.

Hun oplever, at det svære og det lette ofte går hånd i hånd. Selvom angsten og følelsen af uretfærdighed fylder meget, så er samtalerne også præget af tilbageblik på alt det gode, der fulgte med i livet – uanset om det varede i 29 eller 93 år.

- Ingen fortæller, at de fortryder, at de ikke fik det dyre hus eller den store bil. I stedet fortryder de, hvis de ikke var sammen med deres børn så meget, som de ville ønske, eller at de ikke rejste mere med deres nærmeste. Relationerne er altid det, som de døende vender tilbage til, og det er faktisk meget livsbekræftende. De historier vokser jeg af at høre.

Netop derfor er det også vigtigt for hende at tilbyde sig selv som ”medvandrer” for både patienter og pårørende i livets sidste øjeblikke. For Ane Sund Katborg handler samtalerne om nærvær og fællesskab.

- Samtalen om tro er aldrig noget, jeg trækker ned over en samtale. Den finder kun sin vej, hvis den jeg taler med selv tager initiativet eller har givet udtryk for at være troende. Jeg er præst for alle, der kommer her – uanset hvordan de forholder sig til tro, siger hospicepræsten, der sideløbende med samtalerne også afholder gudstjenester hver anden tirsdag i fællesrummet på Vangen.

En balancekunst

Selvom Ane Sund Katborg ofte går fra sine samtaler med patienter og pårørende med fornyet livsmod, så mærker hun også, hvordan livets barske omstændigheder rammer hende dybt i hjertet.

Særligt bliver hun ramt i mødet med mennesker, der er et naturligt spejl af hende selv: En mor til et ungt menneske, der skal herfra – eller to dybt forbundne livsfæller, der skal tage afsked med hinanden.

- Selvfølgelig bliver jeg ramt. Det kan ikke undgås. Det vigtige er, hvad jeg gør ved det, når jeg bliver ramt.

Læs: Hospicepræsten hjælper Ditte til at se livet og døden i øjnene

Ane Sund Katborg bruger sine kolleger på hospice til at ventilere med, når livet kommer lidt for tæt på.

Selv mærker hun, hvordan hendes arbejde giver hende med en form for hårdhed. Hverdagens problemer kan føles små, og hun kan opleve, at andres udfordringer i det daglige gør mindre indtryk.

Her hjælper det hende at stå bag disken i et kaffehus, som hun ved siden af præstegerningen har drevet i Aalborg sammen med sin mand siden 2025. Her får hun jordforbindelse og genfinder tyngden i selv de små hverdagsproblemer: Om kaffen er tilpas varm og kanelsnurren sprød.

Det giver hende den balance, der skal til for at fastholde sit blik i sit arbejde på hospice.

- Jeg elsker alt ved det her arbejde på hospice. Måske har det slidt for hårdt, når jeg har gjort det i ti år. Måske har jeg fået død nok. Men jeg tror det ikke. Jeg vil helst blive her. Det er her, det giver mening at være, siger hun.