Trods angst og smerte er der glimt af lys på sygehuset

Af Anika Thorø Weber

- Min vigtigste opgave i mit arbejde er at se patienter som de hele mennesker, de er. Det fortjener de. Jeg peger på deres værdi og viser dem min respekt.

Med de ord indkapsler Karen Søe Pedersen sit virke som sygehuspræst på Aalborg Universitetshospital gennem de seneste ti år.

Med sit milde men faste blik fornemmer man, at hun er et menneske, der er til stede, hvor hun er. Et menneske, der ser andre med en ømhed og en dybde. Et menneske, der efterlader en fornemmelse af nærvær omkring sig.

- Når andre ser angst og smerte hos en patient, ser jeg også små glimt af lys. Samtalerne hjælper dem til at se tingene fra nye vinkler og se deres værdi. Det giver en pause fra sygdom og smerte, siger hun.

Tid til mennesket

Det er ikke uden grund, at 61-årige Karen Søe Pedersen ser det som sin livsopgave at have øje for det menneske, hun står foran – uanset om det er en døende patient, en pårørende eller et menneske, der har det svært efter at være langtidsindlagt.

For med måleapparater, blodprøver og livsnødvendige slanger, som en del af hverdagen som patient på et hospital, er det ofte kroppen og fysikken, der får opmærksomheden. Men midt i det vigtige arbejde for kroppen er der sjældent meget tid til at se selve mennesket bag – og ofte glemmer patienterne nærmest sig selv, fortæller Karen Søe Pedersen.

- Det er så vigtigt for os som mennesker at blive set, men når man er patient, kan det hurtigt blive udvisket af alt det, der skal gøres. Derfor bruger jeg rigtig meget tid på at tale med patienterne om, hvem de var engang, og hvem de er nu, så de ikke ”mister sig selv”, siger Karen Søe Pedersen, der taler med patienterne på deres stue eller i sit samtalerum tæt på hovedindgangen til hospitalet.

Som en del af samtalerne genbesøger hun ofte salmer og sange, som patienterne kender. Gengangerne findes blandt andet i Højskolesangbogen. Her er ”Du kom med alt, hvad der var dig” meget brugt og minder patienten om, at man har værdi som den, man er.

At lindre og trøste

Selvom sangene fra højskolesangbogen og salmebogen er en naturlig del af samtalerne, så kan Karen Søe Pedersen være lidt mere tilbageholdende med at tage Biblen frem. Den kan virke lidt mere fjern og ukendt for nogle af de patienter, hun taler med, mener hun.

Alligevel oplever Karen Søe Pedersen, at samtalen om Gud kan være frisættende for mange. Det mærker hun særligt, når hun taler med mennesker om, at de er elsket af Gud og tilgivet for deres fejl. Når hun beder for patienterne eller giver dem velsignelsen, mærker hun, at en særlig ro og hvile finder plads i dem.

- Ingen af os er blevet lovet noget i livet – alt kan ske for dig og mig; både det bedste og det værste. Det er livsvilkår, jeg ikke kan tage fra patienterne, men det giver en lindring til sjælen at få at vide, at man er tilgivet og elsket uanset hvad. Jeg kan stå i smerten med dem og tilbyde min trøst og lindring gennem Guds ord. Det giver patienterne en særlig fred, siger hun.

Den samme særlige ro oplever Karen Søe Pedersen, at mange patienter mærker, når hun eller en af hendes præstekolleger holder aftensang på afdelingerne. Her mødes patienter, pårørende og personale til en rolig stund, hvor de synger sammen, og sygehuspræsten deler en refleksion med udgangspunkt i Biblens fortællinger.

- Der er en helt særlig stemning på en afdeling efter sådan en aften, for det gør godt at høre en anden lyd end et summende fjernsyn eller et måleapparat, der bipper. Jeg tror, de mærker en stund med fred, accept eller endda Guds nærvær, siger Karen Søe Pedersen.

Artiklen fortsætter under billedet.