Folkekirken og sogne, provstier og pastorater i Aalborg stift står overfor demografiske forandringer. Alle sogne har mulighed for at indsende idéer til måder, hvorpå man kan skabe og være kirke på nye måder i de ændrede vilkår.
Stiftet opfordrer derfor menighedsråd til at gå i gang med en eller flere prøvehandlinger lokalt.
En prøvehandling er en tidsafgrænset afprøvning af en idé. Formålet er at gøre sig praktiske erfaringer med, hvad der fungerer i praksis.
Med andre ord: at lære noget ved at "gøre noget".
Eksempler:
- Prøve fælles gudstjenester mellem flere sogne i et halvt år
- Prøve ny mødeform mellem menighedsråd, eller samarbejder på tværs
- Prøve samarbejde om konfirmandundervisning
- Prøve fælles kirkebilsordning
- Prøve at arbejde med omstilling af kirkegårde, måske på tværs af provstiet?
- Eller noget helt andet, som kan fungere som nye skridt ind i fremtidens folkekirke der, hvor I er.
Har I en god ide til en prøvehandling? Oplever I nogle problemstillinger ift. demografi, ressourcer eller samarbejder, I gerne vil arbejde videre med?
Skriv til Aalborg Stiftsadministration - vi kan måske facilitere samtalen, udrede lovgivning, der måtte spænde ben for et projekt eller assistere med andet, der kan hjælpe samtalen og handling på vej.
Måske vi også kan spotte nogle fælles emner, vi kan arbejde videre med sammen på tværs af stiftet.
Sådan kommer I i gang med en prøvehandling
Send en mail til Aalborg Stift på kmaal@km.dk
Skriv "Prøvehandling" i emnefeltet.
Svar på følgende spørgsmål i mailen:
- Hvad vil vi prøve?
- Hvorfor?
- Hvem er med?
- Hvad vil vi gerne have ud af det?
- Hvad har I brug for hjælp til?
- Hvad er tidsperspektivet?
Rammerne for prøvehandlinger
Alle idéer til nye handlemuligheder er velkomne.
Stiftet vil - i det omfang, der er ressourcer hertil - hjælpe med at facilitere, understøtte og bidrage med viden.
Initiativer vurderes ift. mulige synergier på tværs, lovgivning og ressourcer.
Ideer afstemmes altid mellem menighedsråd, provsti og stift, før de igangsættes.
Prøvehandlingerne kan være tidsbegrænsede og midlertidige og skal bidrage til at finde løsninger på udfordringerne ved nye, ændrede vilkår (med færre ressourcer).
Prøvehandlingerne skal være inden for menighedsrådets/provstiets kompetence og kan ikke være forbundet med ekstraudgifter uden provstiets godkendelse.
Hvad sker der, når prøvehandlingerne er afsluttede?
Erfaringer samles og deles på tværs som fælles læring og input til en strategi for det videre arbejde med struktur i Aalborg Stift.
Dialogkort
Dialogkortene er et redskab til at styrke samtalen lokalt om folkekirkens fremtid og fælles retning.
Kortene kan bruges i menighedsråd, i fællesmøder på tværs af sogne eller i provstiets samarbejdsfora.
Formålet er at skabe en god og åben drøftelse af, hvordan vi bedst bruger vores ressourcer og muligheder – dér hvor vi er.
Kortene hjælper jer til at stille de vigtige spørgsmål:
- Hvad betyder forandringerne i vores område for bl.a. kirkeliv, bygninger og fællesskab?
- Hvor kan vi samarbejde mere – og hvordan kan vi prioritere, så vi fortsat er til stede i hele stiftet?
- Hvilke skridt kan vi tage nu for at skabe en bæredygtig fremtid for kirken også på længere sigt?
Sådan kan I bruge kortene:
- Vælg et eller flere temaer, der er relevante for jeres sogn eller provsti.
- Læs refleksionsspørgsmålene højt og lad alle dele deres tanker.
- Brug handlingsspørgsmålene til at pege på konkrete idéer eller næste skridt.
- Notér pointerne, så de kan bruges i jeres videre arbejde – eller send dem som input til stiftet, hvis I har gode ideer til en prøvehandling, der kan iværksættes lokalt eller på tværs i stiftet.
Kortene er tænkt som en hjælp til at føre lokale, fremadskuende samtaler om udvikling og omstilling – ikke som opgaver, der skal løses, men som et afsæt for fælles læring og handling.